DTU Aqua forsker, rådgiver, uddanner og bidrager til innovation inden for bæredygtig udnyttelse og forvaltning af akvatiske ressourcer. Vi undersøger akvatiske organismers biologi og populationsøkologi, fysiske og kemiske processer i vandmiljøet, økosystemers struktur og dynamik og naturlige og menneskeskabte påvirkninger af akvatiske miljøer.
Sektion for Fiske-og Skaldyrssygdomme udfører diagnostik, rådgivning og forskning vedrørende forebyggelse og bekæmpelse af sygdomme hos fisk og skaldyr. Enheden er europæisk referencelaboratorium for hhv. fiskesygdomme og krebsdyrsygdomme samt WOAH-referencelaboratorium for sygdommen VHS. I relation til disse funktioner gennemføres der regelmæssigt ringtests, kurser og workshops og der er rådgivningsmæssige opgaver for EU Kommissionen og medlemslandenes nationale reference laboratorier.
Vi er også Nationalt referencelaboratorium for fiske- og skaldyrssygdomme og har ansvar for den laboratoriemæssige overvågning af lovomhandlede sygdomme i Danmark. Når der er mistanke om udbrud af sygdomme i dansk akvakultur, har vi ansvaret for at udføre hurtig og sikker diagnostik, så behandling eller bekæmpelse kan komme bedst muligt i gang. Herudover udfører vi blandt andet kommerciel diagnostik, udvikler vacciner, forsker i sygdomsmekanismer og uddanner universitetsstuderende. Vi er akkrediterede i henhold til ISO 17025 og 17043.
Vi søger 1 laborantpraktikant til Sektion for Fiske- og Skaldyrssygdomme på DTU Aqua.
Jobbet
Laborantpraktikanten vil i løbet af praktikperioden rotere mellem vores arbejdsområder i Sektionen og vil aktivt indgå i både den daglige diagnostik og i den eksperimentelle forskning. Praktikanten vil derfor blive oplært i håndtering, pasning og opformering af fiskecellekulturer, virologisk og bakteriologisk diagnostik på basis af cellekulturer og immunokemiske metoder som ELISA og IFAT samt molekylærbiologiske metoder som f.eks. konventionel PCR, qPCR og sekvensering.
Vores forventninger til dig
- Du forventer at bestå eller har bestået den teoretiske del af laborantuddannelsen.
- Du er omhyggelig, engageret og har et godt humør.
- Du er omstillingsparat, udadvendt og imødekommende.
- Du kan lide både at arbejde selvstændigt og i teams.
- Du skal have mod på at tale og skrive på engelsk.
Vi tilbyder
Du bliver en del af et spændende og udfordrende universitetsmiljø med gode og engagerede kollegaer. I øjeblikket er vi 24 akademikere og 9 laboranter. Du vil opleve en stor variation i arbejdsopgaverne. Du vil få frihed under ansvar, fleksible arbejdstider (flex-aftale) m.m.
Du vil få en god, solid og bred teknisk uddannelse som laborant, hvor arbejde under akkrediterede forhold er en del af dagligdagen.
Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til OAO-S-fællesoverenskomsten og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter, og IT-medarbejdere (HK/Stat) indgået med Finansministeriet.
Stillingen er knyttet til Sektion for Fiske- og Skaldyrssygdomme. Ansættelsen er for et år med start den 1. februar 2025. Arbejdssted er DTU Lyngby Campus.
Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 13. november 2024.
Åbn linket "Ansøg nu", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser.
Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte dyrlæge Christina Behrens Ladime, cbema@aqua.dtu.dk / 6139 6340 eller laborant Jeanne Vinther, jeakri@aqua.dtu.dk / 5194 1143.
Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb tages ikke i betragtning.
Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen. Da DTU arbejder med forskning i kritisk teknologi, hvormed der gælder særlige regler for blandt andet sikkerhed og eksportkontrol, kan der blive foretage open source-baggrundstjek af kvalificerede kandidater til stillingen.
DTU Aqua gennemfører forskning, uddannelse og rådgivning inden for bæredygtig udnyttelse af levende ressourcer i hav og ferskvand, akvatiske organismers biologi og økosystemers udvikling, integrationen i økosystembaseret forvaltning samt akvakultur. Instituttet dækker et bredt felt af naturvidenskabelige og tekniske kompetencer og har et omfattende samarbejde med andre danske og udenlandske forskningsinstitutioner. DTU Aqua har ca. 330 ansatte, hvoraf omkring halvdelen er videnskabelige medarbejdere. Instituttet har arbejdspladser i Lyngby, Hirtshals, Silkeborg og Nykøbing Mors samt på havforskningsskibet Dana. Læs mere på www.aqua.dtu.dk
Teknologi for mennesker
DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar mission om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den mission lever den dag i dag. DTU har 13.500 studerende og 6.000 ansatte. Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Lyngby-Taarbæk Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Danmarks Tekniske Universitet, Anker Engelunds Vej, 2800 Kongens Lyngby
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 13-11-2024;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6139617