BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
DTU Aqua søger en deltidsmedarbejder til en stilling som studiekoordinator til vores ph.d.- og studieadministration.
Instituttet koordinerer to kandidatuddannelser studier; Ocean Engineering og Sustainable Fisheries and Aquaculture, en Diplomingeniøruddannelse i Fiskeriteknologi, som primært afholdes i Grønland, og bidrager til andre uddannelser på DTU. Dertil kommer instituttets ph.d.-skole med ca. 45 indskrevne ph.d.-studerende.
Stillingen vil primært fokusere på administrativ støtte til instituttets ph.d.-skole, men vil også fungere som backup på instituttets studieadministration.
Stillingen hører hjemme i instituttets Ledelsessekretariat, hvor du får 11 fantastiske og engagerede kollegaer.
Jobbet
Jobbet inkluderer følgende opgaver:
- Administrative opgaver vedrørende instituttets ph.d.-skole, herunder indskrivning til afslutning, opfølgning på halvårsrapporter, oprettelse af ph.d.-kurser og diverse henvendelser fra ph.d.-studerende.
- Diverse opgaver indenfor studieadministration
- Oprettelse af kurser, oprettelse og indberetning af studieprojekter, evaluering af kurser.
Erfaring og kvalifikationer
Du har en bred erfaring med administrative opgaver indenfor ph.d.-området, og har endvidere kendskab til studieadministration. Kendskab til DTU’s studieadministrative systemer indenfor området vil være en fordel.
Du har en administrativ uddannelse som baggrund og har lyst til at understøtte instituttets ph.d.-studerende, ph.d.-vejledere, studieledere.
Du har gode samarbejdsevner, kan planlægge dit arbejde i henhold til deadlines, du er selvmotiverende og trives med at samarbejde med andre. Du behersker dansk og engelsk i skrift og tale og har lyst til at omgås instituttets studerende på alle niveauer.
Vi tilbyder
DTU tilbyder et interessant job med en bred samarbejdsvifte i et internationalt miljø og med gode muligheder for at påvirke din arbejdsdag. Vi tilbyder desuden gode muligheder for efteruddannelse. Der er en stor fleksibilitet i stillingen, men med en opmærksomhed på indbyggede deadlines.
Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til OAO-S-fællesoverenskomsten og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK/Stat), eller anden relevant overenskomst.
Arbejdssted er DTU Lyngby Campus, men der må forventes en mindre rejseaktivitet til instituttets lokaliteter i Hirtshals, Grønland, Nykøbing Mors og Silkeborg.
Stillingen er på 20 timer og ønskes besat pr. 1/4 2024.
Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 20. oktober 2023
. Åbn linket "Ansøg nu", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser.
Yderligere oplysninger om stillingen gives ved henvendelse til Administrationschef Lene Lindebjerg, tlf. 6161 3998 eller e-mail: llind@dtu.dk ,
Du kan læse mere om DTU Aqua på www.aqua.dtu.dk
Frist for ansøgning: 20. oktober 2023
Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb tages ikke i betragtning.
Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen.
Om DTU Aqua
DTU Aqua – Institut for Akvatiske Ressourcer – arbejder for velfungerende have, åer og søer, hvor biodiversiteten kan trives. Vores forskning, rådgivning og uddannelse bidrager til at udvikle en bæredygtig blå bioøkonomi og robuste akvatiske økosystemer og til at reducere effekterne af klimaændringer. Vi har et stort nationalt og internationalt netværk og samarbejder med andre forskningsmiljøer, myndigheder, erhverv og NGO'er. Vi har state-of-the-art-forskningsfaciliteter og Danmarks eneste oceangående forskningsskib, som også kan sejle i Arktis. Instituttet har 360 medarbejdere, hvoraf halvdelen er videnskabeligt personale, inklusive 50 ph.d.-studerende. Mere end 35 nationaliteter er repræsenteret på instituttet, og vi arbejder for en ligelig kønsfordeling. Vi holder til i Lyngby, Hirtshals, Nykøbing Mors og Silkeborg og har faste aktiviteter i Grønland. Læs mere på aqua.dtu.dk.
Teknologi for mennesker
DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar mission om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den mission lever den dag i dag. DTU har 13.500 studerende og 6.000 ansatte. Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Lyngby-Taarbæk Kommune
-Virksomheden tilbyder:
(20-20 timer ugentligt)
-Arbejdsgiver:
Danmarks Tekniske Universitet, Anker Engelunds Vej, 2800 Kongens Lyngby
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 20-10-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5922318