Autohjørnet Lyngby skifter farver og bliver del af CarPeople

Profilbillede
dato

Med 46 års lokalerfaring og sultne på mere bliver Autohjørnet Lyngby en del af den frivillige værkstedskæde CarPeople. Det giver samme gode service – men langt flere fordele, mener Autohjørnet.

Når det kommer til biler, så handler det om at være de bedste. Sådan arbejder de hos Autohjørnet i Lyngby, og sådan har de tænkt sig at fortsætte også efter, at de fra februar 2021 er blevet en del af den frivillige og landsdækkende værkstedskæde CarPeople.

"Vi har tidligere været Mekonomen-værksted i mange år, men siden de trak sig ud af Danmark, så har vi savnet at være en del af et større fagligt fællesskab. Både det kollegiale men også det faglige netværk er vigtigt for os. Det kommer vi til at få igen hos CarPeople," siger Brian Klein, værkfører hos Autohjørnet Lyngby, og uddyber:

"For vores kunder bliver det med den samme høje service men nu med de mange gode kædefordele, som CarPeople kan tilbyde os. Det er både lang garanti på FTZ-reservedele, online booking, gratis vejhjælp efter service og landsdækkende garantiprogram, der bliver de store trækplastre."

Autohjørnet i Lyngby kommer som en del af CarPeople-samarbejdet også til at blive certificeret el- og hybridbilværksted og kan desuden lave garantiservice på samtlige bilmærker.

Ambitiøst vokseværk hos CarPeople
Det nye CarPeople-værksted i Lyngby bliver som en del af CarPeople i stand til at yde en række nye fordele som online booking og endnu bedre finansieringsmuligheder ved køb af brugte biler. Det er med den strategi, at CarPeople har tænkt sig at vækste kæden yderligere i 2021.

"CarPeople er en frivillig kæde, hvor vi vægter fællesskabet på tværs af værkstederne og værdisæt som ambitioner, kundepleje, højt fagligt niveau og ordentlighed meget højt. For os er det afgørende, at de gode takter er der fra start, og Autohjørnet Lyngby har gennem mange år bevist deres faglighed og kundepleje og er derfor et godt match for os. Værksteder med de rette værdier og fokus på forretningsudvikling er præcis den type værksteder, som vi gerne vil lægge navn til i kæden," siger Finn Thomsen, kædechef i CarPeople.

Når Autohjørnet i Lyngby bliver til et CarPeople-værksted, er det derfor en del af en strategi, hvor den frivillige kæde opnår et bredt landsdækkende servicenetværk. Det giver endnu bedre muligheder for service og bilsalg til danskerne.

Nye farver, samme gode service
Ifølge Brian Klein kommer kunderne dog ikke til at opleve de store ændringer i værkstedets ånd. Med udvidelsen til CarPeople bliver det muligt for Autohjørnet at tilbyde de muligheder, som CarPeople bidrager med, men med samme lokalkendskab, og de samme folk på værkstedet, som kunderne kender.

"Vi har glædet os rigtig meget til at blive en del af CarPeople. Men selvom der nu kommer nogle nye logoer og farver på tøjet, så har vi stadig over 46 års tradition og lokalkendskab her i Lyngby, og dem der kender os, de kan forvente samme høje service som altid. Vi følger tingene til dørs, og selvom vi nu satser på samarbejde med CarPeople, så er vores første forpligtigelse altid til vores kunder," siger Brian Klein.

Kilde: Epicent.dk