Bliv chefkonsulent eller seniorrådgiver for bæredygtig mobilitet hos DTU Management

dato

Vil du være med til at sikre et vidensbaseret beslutningsgrundlag for transportpolitikken samt arbejdet med bæredygtig mobilitet, den grønne omstilling og den samfundsmæssige betydning af transportsektoren, så kan du være den, vi søger. 

Jobbet 
Transportsektoren er fundamental for samfundet og udgør en central udfordring i den grønne omstilling. DTU leverer viden om, hvordan der kan sikres mobilitet, tilgængelighed og en grøn omstilling af transportsektoren samtidig med, at samfundsøkonomien forbedres. 

Vi søger en erfaren chefkonsulent eller seniorrådgiver til arbejdet med analyser og rådgivning på området i samarbejde med forskerne. Der er tale om en ny stilling, der skal styrke indsatsen i forhold til forskningsbaseret rådgivning for sektoren.

Institut for Teknologi, Ledelse og Økonomi samarbejder tæt med offentlige myndigheder. Vi har en rammeaftale med Transportministeriet om forskningsbaseret myndighedsbetjening. Rådgivningen understøtter, at de politiske beslutninger baseres på et solidt vidensgrundlag. Instituttets forskere har deltager løbende i kommissioner, udvalg og råd – bl.a. senest i ”Kommissionen for grøn omstilling af personbiler” (Eldrup kommissionen), Klimarådet og ekspertråd for kollektiv trafik i Odense. 

Rådgivningen hviler på bedst mulige vidensgrundlag og bygger derfor på instituttets forskningsmiljø. Instituttets forskere arbejder med sektorer som transport og energi (og dermed også miljø og klima), og dækker analyser af såvel regulering, erhvervsudvikling, infrastruktur og borgernes adfærd. Vi råder over 25 professorer, heraf 8 i økonomi og 8 med relationer til transportområdet. Således er vi Danmarks Største miljø inden for transport og mobilitetsforskning.

Samfundsøkonomiske vurderinger indgår som en central del af vores arbejde. Formålet med vores rådgivning er at forstå og forudsige, hvordan transportadfærd påvirkes af forskellige politiske tiltag og investeringer i infrastruktur og vurdere betydningen for økonomi, miljø og klima. 

Ligeledes indgår rejsevaneundersøgelser, nye typer data såvel som registerbaserede analyser som en central del af arbejdet. Vi er ansvarlige for den nationale transportvaneundersøgelse, og vi gennemfører derudover en række eksperimenter og analyser, hvor vi indsamler nye data. Senest er vi ansvarlige for det nationale forsøg med vejafgifter.

Vores forventninger til dig
Du forventes at udføre selvstændige analyser fx udvikling og udarbejdelse af samfundsøkonomiske analyser, analyser af data, tilrettelse af nye dataindsamlinger og litteraturstudier. Udover egne analyser bliver din opgave i høj grad at omsætte forskernes resultater til brug i virkeligheden.

Du vil desuden være bindeled mellem instituttets forskning og de politiske beslutninger på transportområdet. Arbejdet foregår i tæt samarbejde med ministeriet og andre aktører i sektoren og den viden, vi bidrager med kan påvirke de politiske processer afgørende. Du har adgang til internationalt førende forskere og deres internationale netværk og kan bidrage med ideer til forskningsansøgninger i samspil med dem. 

Kvalifikationer

  • Uddannelse i økonomi, data science, statistik eller lign. 
  • Erfaring med data behandling, gerne surveys og/eller registerdata, eller samfundsøkonomiske analyser
  • Erfaring med rådgivning, fx fra departementer, styrelser, råd eller konsulentverdenen
  • Erfaring med at lede projekter, analyser og udarbejde projektoplæg og ansøgninger
  • Gerne udadrettede kvaliteter i forhold til netværk og evnen til at formidle resultater for interessenter såvel som bredere i offentligheden
  • Kendskab til transportsektoren er en fordel, men ikke et krav
  • Gerne erfaring med indsigt i politiske processer og analysernes rolle heri
  • Erfaring med forskning eller forskningsbaseret rådgivning er en fordel, men ikke et krav.

Hvad tilbyder vi dig
Vi er et levende, kreativt og ambitiøst forskningsmiljø, der er præget af holdånd og stærk faglighed med muligheder for faglig udvikling. Ideer til analyser udvikles både individuelt og i fællesskab og vi støtter og hjælper hinanden, hvor vi kan. Rammerne for arbejdet er fleksible og arbejdsindholdet rummer store frihedsgrader, og med muligheder for faglig udvikling. Miljøet og samarbejdsrelationer er internationalt og arbejdssproget er både dansk og engelsk. Stillingen er forankret i  Division for Transportation Science , der er omdrejningspunkt for rådgivningen til Transportministeriet, men du vil have berøring med forskere bredt på instituttet.

Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst for akademikere i staten. Din arbejdstid bliver gennemsnitligt 37 timer om ugen. 

Stillingen forventes tilbudt som chefkonsulent eller seniorrådgiver (afhængigt af din profil).

Ved ansættelse som Seniorrådgiver forudsætter vi, at du har forskningsmæssige kvalifikationer på niveau med adjunk/forsker. Du har dertil erfaring med rådgivnings- og formidlingsopgaver til myndigheder, erhvervsliv eller samfundet i øvrigt.

Som Chefkonsulent forudsætter vi, at du kan varetage tekniske, administrative og/eller formidlingsmæssige opgaver på et højt og kvalitativt niveau. Du har gerne erfaring med selvstændig håndtering af større projekter og/eller betydelige funktioner/områder.

Din arbejdsplads bliver DTU Management, Institut for Teknologi, Ledelse og Økonomi, Lyngby Campus.

Rekruttering og kontakt
Vores eksterne partner Actief Hartmanns assisterer DTU i rekrutteringsprocessen. Hvis der er spørgsmål til processen kan disse rettes til Senior Recruitment Consultant Mette Grøstad Hawck på +45 4121 1411 eller mette.hawck@actief-hartmanns.dk .

Ønsker du yderligere information om stillingen, er du velkommen til at kontakte Institutdirektør Mette Wier, tel. 6060 5566 e: mwier@dtu.dk  eller Vicedivisionsleder i Transport Divisionen Ninette Pilegaard tel. 2362 4344 e: nipi@dtu.dk . Læs mere om instituttet på www.man.dtu.dk. 

Ansøgning
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 6. januar 2025 .  Åbn linket "Ansøg nu", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser. I din ansøgning skal vi bede dig præcisere, om du søger stilling som Seniorrådgiver eller Chefkonsulent.

Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb tages ikke i betragtning.

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen. Da DTU arbejder med forskning i kritisk teknologi, hvormed der gælder særlige regler for blandt andet sikkerhed og eksportkontrol, kan der blive foretage open source-baggrundstjek af kvalificerede kandidater til stillingen.

Om Instituttet 
DTU Management forsker i samspillet mellem ledelse, teknologi og økonomi. Vi udvikler løsninger i tæt samarbejde med virksomheder og myndigheder. Vores forskning har til formål at styrke velfærd, produktivitet og bæredygtighed i samfundet. Et nøgleelement er teknologiens rolle og dens interaktion med erhverv og mennesker. DTU Management bidrager til en lang række af DTU’s ingeniøruddannelser på bachelor-, kandidat- og ph.d.-niveau. DTU Management har ca. 240 medarbejdere og omkring halvdelen kommer fra udlandet.

Teknologi for mennesker
DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar mission om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den mission lever den dag i dag. DTU har 13.500 studerende og 6.000 ansatte. Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Lyngby-Taarbæk Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Danmarks Tekniske Universitet, Anker Engelunds Vej, 2800 Lyngby-Taarbæk

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 06-01-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/aced3355-9be8-4ea7-9b7d-96cb5ad827a0

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet