Bliv en essentiel del af DTU's pædagogiske enhed med fokus på universitetspædagogik

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Er student-centered learning, active learning, constructive alignment og conceptual understanding centrale begreber for dig i din praksis? Har du erfaring med at undervise og facilitere i kurser for undervisere eller adjunktpædagogikum på et universitet eller en professionshøjskole? Har du derudover erfaring med undervisning af studerende, design af kurser, samt vejledning af projekter og/eller specialer – måske inden for STEM? Så er du måske vores nye kollega.

Jobbet  
Dine vigtigste opgaver bliver at bidrage med undervisning, facilitering, udvikling og koordinering på:

  • DTU Learning Labs introduktionskursus i Teaching & Learning på universitetsniveau
  • DTU Learning Labs nye todages obligatoriske TA- og vejledningskursus for ph.d.-studerende
  • DTU’s adjunktuddannelse (UDTU), hvor dine opgaver bliver at afholde workshops, vejlede og bedømme

Afhængig af din erfaring og dine kompetencer kan du også indgå udviklingen af DTU’s nye uddannelse for studieledere.

Derudover forventes du at bidrage til strategiske projekter, uddannelsesudvikling og afholdelse af DTU’s undervisningsseminar, der afholdes to gange om året.

Vores forventninger til dig
Det er vigtigt, at du som person er empatisk, imødekommende, udviklingsorienteret, initiativrig, udadvendt og samarbejdsorienteret – men samtidig er parat til at påtage dig de kursusadministrative opgaver, der følger med jobbet. Det kan f.eks. være e-mailkorrespondance med deltagere, bestilling og modtagelse af forplejning, opdatering af hjemmeside, koordinering med studentermedhjælpere, ajourføring af bemandingsplan, samt kommunikation med eksterne konsulenter – lidt afhængig af hvilke ansvarsområder, der bliver dine.

Du er desuden interesseret i at skabe relationer til forskellige miljøer på DTU, og du er god til at sætte dig i undervisernes sted.

Du følger med i den digitale udvikling (online og hybridundervisning og AI), og det er naturligt for dig at anvende MS Teams, læringsplatforme (DTU bruger Brightspace) og andre digitale værktøjer. Du har måske også erfaring med at lave undervisningsvideoer.

Dine kvalifikationer:

  • Du har en kandidatuddannelse – gerne inden for uddannelsesvidenskab, pædagogik, didaktik og/eller forandringsprocesser
  • Du har solid viden om - og erfaring med - universitetspædagogik og -didaktik
  • Du har erfaring med kursusdesign, undervisning, vejledning og eksamination af bachelor- og/eller kandidatstuderende. Måske har du også været kursusansvarlig og/eller studieleder.
  • Du har erfaring fra en lignende konsulentrolle på et universitet eller en professionshøjskole og kan umiddelbart træde ind som underviser og facilitator på vores kurser
  • Du har haft ansvar for et eller flere kurser eller faglige områder i forbindelse med dit virke som pædagogisk konsulent
  • Måske har du også en ph.d.-grad inden for universitetspædagogik, uddannelsesvidenskab, eller lignende

Hvad tilbyder vi dig
Du bliver en del af DTU Learning Lab, som er den pædagogiske og didaktiske enhed på DTU. Vi udvikler og afholder kurser og workshops inden for universitetspædagogik og -didaktik for DTU’s undervisere. Vi deltager også i uddannelsesudvikling og strategiske projekter på DTU.
DTU Learning Lab bidrager aktivt og engageret til at indfri DTU’s strategiske mål om at have Europas bedste ingeniøruddannelse – gennem hele arbejdslivet. Læs mere om DTU’s strategi ”Teknologi for mennesker” her: www.dtu.dk/om-dtu/strategi_aarsrapporter mv.    

Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst for akademikere i staten. Du ansættes som special- eller chefkonsulent. 

Stillingen er på 37 timer og ønskes besat pr. 01.09.24 eller snarest derefter. 

Arbejdssted er DTU Lyngby Campus.

Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 15. juni 2024 . Åbn linket "Ansøg nu", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser.

Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte leder af DTU Learning Lab Jens Øllgaard Duus, jduus@dtu.dk , eller pædagogisk konsulent, Kirsten From, kifr@dtu.dk

Du kan læse mere om DTU Learning Lab på vores hjemmeside: https://learninglab.dtu.dk/.  

Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb tages ikke i betragtning.

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen.

Kort om DTU Learning Lab
DTU Learning Lab er et center på Danmarks Tekniske Universitet, der er organisatorisk placeret direkte under uddannelsesdekan, Lars D. Christoffersen og ledet af Prodekan, Jens Øllgaard Duus. Vi er pt. fire fuldtidsansatte samt tre deltidsansatte pædagogiske konsulenter, én sekretær, samt to studentermedhjælpere.

Teknologi for mennesker
DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar mission om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den mission lever den dag i dag. DTU har 13.500 studerende og 6.000 ansatte. Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.
 

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Lyngby-Taarbæk Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Danmarks Tekniske Universitet, Anker Engelunds Vej, 2800 Kongens Lyngby

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 15-06-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6052546

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet