Bliv indkøbs- og anlægsadministrator hos DTU Sustain og gør en forskel for miljøet

dato

Vil du være med til at redde verden – én PO ad gangen?

Jobbet  
Drømmer du om et job, hvor du virkelig kan bruge al din administrative flair og erfaring med indkøb, mens du er med til at gøre en forskel i samfundet inden for Miljø- og Ressourceteknologi? Så har vi det helt rigtige job klar til dig som indkøbs- og anlægsadministrator på DTU Sustain. Du bliver en del af et velfungerende administrativt hold, hvor gensidig opbakning og godt humør er en helt naturlig del af hverdagen.

Selvstændigt og alsidigt administrativt ansvar  
I forhold til indkøb vil du få flere centrale roller: 

  • Indkøbskoordinator: Du vil blive en af instituttets tre indkøbskoordinatorer, hvor du er kontaktperson til DTUs centrale indkøbsorganisation og understøtter instituttet i de daglige indkøbsopgaver, herunder vejledning af medarbejdere og ledelse ift. regler og muligheder ifm. offentlige indkøb på DTU.
  • Indkøbssuperbruger: Du vil bistå instituttets medarbejdere med indkøb af alt fra opslagstavler, petriskåle til snescootere.
  • Anlægsadministrator: Du vil bistå instituttets medarbejdere med processen for anlægsinvesteringer både i forbindelse med koordinering af indkøb og f.eks. gennemførsel af den årlige tilstedeværelseskontrol. Du vil arbejde tæt sammen med DTU’s centrale afdeling for operationelt indkøb og anlæg.
  • Sekretær for laboratorieledelsesgruppen: Den overordnede laboratoriedrift og koordinering af udstyrsindkøb går via laboratorieledelsesgruppen, der består af repræsentanter fra instituttets syv sektioner samt lederne af de to fælleslaboratorier. Du bliver den administrative nøgleperson i forhold til mødeafholdelse, opfølgning og dokumentstyring.

Du vil være en del af instituttets Sekretariat, der tilsammen med IT og Forskningssupport udgør instituttets centrale administration. Du vil referere til Sekretariatets teamleder, og have stor berøringsflade på tværs af instituttet. 

Solid administrativ erfaring og stor lyst til at hjælpe andre
Der er tale om et supportjob, hvor din indsats får instituttets kerneopgaver til at forløbe bedre og smartere. Vi leder derfor efter en profil, der elsker at hjælpe andre mennesker, og som kan håndtere at skifte fokus, hvis der fx står en kollega med behov for hjælp her og nu. 

Stillingen involverer i høj grad arbejde i DTUs IT-systemer, så du skal kunne favne dette og kunne rumme, at system-børnesygdomme stadig kan give lidt udfordringer i hverdagen.

Du skal kunne arbejde selvstændigt og udfordre, hvis du kan se, at noget kan gøres smartere. Som administrator skal du selvsagt også have både overblik og styr på detaljerne. Du trives i en hverdag der indeholder både rutinedriftsopgaver over optimering af processer til de skæve opgaver, hvor løsningerne ikke ligger lige til højrebenet.

Derudover rummer dit CV:

  • Erfaring fra lignende administrative jobs
  • Stærke IT-kompetencer, hvor du er rutineret i Microsoft Office og vil have let ved at sætte dig ind i DTU’s administrative IT-systemer, der vil være centrale for mange af dine opgaver
  • Erfaring med at løse opgaver på egen hånd – også de lidt mere komplekse udviklingsopgaver
  • Gode dansk- og engelskkundskaber, skriftligt og mundtligt, da engelsk er instituttets arbejdssprog

Erfaring med administration i universitetsverdenen og kendskab til laboratoriedrift er en fordel, men ikke et krav for at søge. 

Hvad tilbyder vi dig
Du får ti gode kolleger i Sekretariatet og bliver en del af administrationsgruppen, så du kan glæde dig til at blive del af et miljø, hvor videndeling og faglig sparring er en del af det fælles DNA. Vi prioriterer fællesskabet, hvor alle har lyst til at bakke op og hjælpe hinanden. Vi har fokus på en fornuftig work-life balance, og vi er fleksible i forhold til arbejdstider. Der vil ikke være faste hjemmearbejdsdage, men disse kan lejlighedsvis aftales efter behov.

Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst for akademikere i staten eller anden relevant overenskomst. 

Arbejdssted er DTU Lyngby Campus med en gennemsnitlig arbejdstid på 37 timer pr. uge. Der skal forventes en arbejdsdag på DTU Risø Campus i Roskilde ca. hver 14 dag.

Vi ønsker at besætte stillingen hurtigst muligt. 

Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 6. april 2025.  Åbn linket "Ansøg nu", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser. 

Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte Sekretariatschef Helene Hviid, hviid@dtu.dk , tlf.: 93 51 06 53 Læs mere om DTU Sustain på www.sustain.dtu.dk 

Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb tages ikke i betragtning.

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen. Da DTU arbejder med forskning i kritisk teknologi, hvormed der gælder særlige regler for blandt andet sikkerhed og eksportkontrol, kan der blive foretage open source-baggrundstjek af kvalificerede kandidater til stillingen.

DTU Sustain - Institut for Miljø- og Ressourceteknologi - er et af de største universitetsinstitutter i Europa med speciale i miljø- og ressourceteknologi. Instituttet udfører forskning, udvikling og forskningsbaseret rådgivning og leverer uddannelsesprogrammer og service til samfundet. Vi arbejder på at udvikle nye miljøvenlige og bæredygtige teknologier, metoder og løsninger samt at formidle denne viden til samfundet og nye generationer af ingeniører. Instituttet har cirka 300 medarbejdere med mere end 30 nationaliteter.

Teknologi for mennesker
DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar mission om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den mission lever den dag i dag. DTU har 13.500 studerende og 6.000 ansatte. Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Lyngby-Taarbæk Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Danmarks Tekniske Universitet, Anker Engelunds Vej, 2800 Lyngby-Taarbæk

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 06-04-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/12d22253-2d92-4492-9522-a82233344db8

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet
Boliger til salg i Kongens Lyngby

FÅ TRE GRATIS SALGSVURDERINGER AF DIN BOLIG

FÅ TRE GRATIS SALGSVURDERINGER

Adresse
Dine oplysninger deles med op til tre lokale ejendomsmæglere, som efterfølgende vil kontakte dig vedr. salgsvurdering.