Bliv valgkoordinator i Lyngby-Taarbæk Kommune og form fremtidens valgprocesser

dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Er du god til at planlægge og strukturere, og har du lyst til at være en central spiller i arbejdet med afholdelse af valghandlinger i Lyngby-Taarbæk Kommune i de kommende år? Så har vi et bud på en spændende stilling til dig!

Vi er i øjeblikket i gang med at skifte til det nye nationale IT valgsystem, og i den forbindelse er vi også ved at gennemgå og tilpasse vores arbejdsgange, bemandingsmodeller m.m. Pga. en organisationsændring i 2024, har ansvaret for valgprocesserne også skiftet ejerskab, så opgaven er nu forankret i Center for Politik og Organisation. Vi søger nu en dygtig valgkoordinator, der i de kommende 2 år kan hjælpe med at få alle brikkerne i puslespillet til at falde på plads.

Stillingen er på fuld tid, og der er tale om en projektstilling i 2 år (forventeligt fra den 1. maj 2025 til den 30. april 2027, men hvis du kan starte en måned før, så rykker vi gerne perioden), så du når både at være med til Kommunal- og Regionalvalg til november 2025 og Folketingsvalget, som skal afholdes senest november 2026.

Stillingen bliver placeret i afdelingen for Politik og Digitalisering, hvorfra vores politiske team (som du vil indgå i) også betjener alle de politiske udvalg samt vores borgmester og direktion i hverdagen. Du får i afdelingen ca. 13 skønne kolleger, der på hver sin måde understøtter vores kolleger og politikere i de daglige opgaver med at levere god service til borgere, så vi sammen kan drive en god kommune og gode demokratiske beslutningsprocesser.

Om dig og dine kommende opgaver
Som person er du nysgerrig på at finde gode løsninger; du træder ind i en ny rolle i organisationen, men der er heldigvis rigtig mange dygtige kolleger, der har mange års erfaring med dele af opaverne.

Du er god til at planlægge, har et godt overblik og en analytisk tilgang til tingene, så du kan overskue og gennemføre den store og komplekse proces som valghandlingen er. Du kan skabe idéer til, hvordan vi bedst muligt kan gøre processerne endnu mere smidige og gode at arbejde ind i. Men først og fremmest kan du drifte den store opgave og logistikken omkring den fra A-Z.

Dine primære opgaver centrerer sig om valghandlingen. Men du kommer også til at samarbejde med gode kolleger fra det politiske team i din afdeling og løse praktiske og koordinerende opgaver med fokus på at forberede en god introduktion til vores kommende kommunalbestyrelse 1. januar 2026. Det vil være periodevist, hvor meget valget fylder, så det er vigtigt for os, at du også har lyst til at indgå i andre opgaver i afdelingen og på tværs af centeret.

Du kommer fx til at skulle:

  • Informere/kommunikere på tværs af organisationen omkring roller og ansvar i valghandlingen
  • Være driver på den store opgave og logistikken omkring den fra A-Z.
  • Sikre at de bedste skabeloner/værktøjer udbredes på tværs af alle vores 9 valgsteder – og at de løbende vedligeholdes og journaliseres, så alle ved, hvor seneste aktuelle udgave er
  • Fortælle gode historier om, fx hvad det vil sige at være tilforordnet i valghandlingen på vores intranet
  • Være med til at udvikle en form for rekrutteringskampagne for at rekruttere unge frivillige til at hjælpe med valghandlingen
  • Arrangere valgcafé i samarbejde med vores valgchef

Du har minimum 3 - 5 års erhvervserfaring, meget gerne fra den offentlige sektor, måske endda fra en kommune. Det er ikke sikkert, du har haft opgaver vedr. valg før, men vi ser det som en fordel hvis du har haft fingrene nede i noget der ligner… Vi understøtter selvfølgelig gerne din videre udvikling ved fx deltagelse i netværk, at være med på forskellige typer opgaver og mulighed for at deltage på uddannelser.

Hos os får du
Du vil være en central figur ift. at være med til at understøtte, at vi får afviklet nogle gode valg i kommunen. Du vil have gode muligheder for selv at præge din egen hverdag, og der er fleksibilitet både ift. at kunne arbejde hjemmefra og på forskellige tidspunkter.

I Center for Politik og Organisation har vi et godt arbejdsklima med højt til loftet; en god og humoristisk stemning og plads til gode idéer og forslag til nye måder at løse opgaverne på. Vi tør godt udfordre os selv og hinanden i vores arbejde med at levere det bedst mulige for vores borgere, samarbejdspartnere og kolleger. Vi arbejder alle som tværgående, understøttende funktioner, så vi har meget viden, der kan gavne hinanden på tværs, og vi har mange fælles metoder og tilgange.

Den fysiske placering vil som udgangspunkt være på vores smukke nyrenoverede rådhus på Lyngby Torv, men du kommer til at have mange snitflader til kolleger rundt omkring i kommunen, så du vil også have mulighed for at bevæge dig rundt til andre lokationer i kommunen.

Lyngby-Taarbæk Kommune ønsker at fremme ligestilling og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk baggrund.

Løn efter gældende overenskomst.

Ansøgning med relevante bilag sendes senest den 25. februar 2025. Vi forventer at holde første samtaler mandag den 10. marts (eftermiddag) og onsdag den 12. marts 2025 (formiddag), og anden samtaler tirsdag den 18. marts 2025. Der bliver muligvis brugt en case til anden samtale.

Vil du vide mere om stillingen, så er du velkommen til at centerchef Nina Kragesteen på mail: ninkr@ltk.dk eller på tlf. 21776331. Send gerne en SMS så vi kan aftale tidspunkt for opkald.

I Lyngby-Taarbæk bliver du del af et stærkt fagligt fællesskab med høje ambitioner i en organisation med ca. 4.000 medarbejdere, der alle arbejder med det fælles mål – at skabe værdi for borgere og erhvervsliv. Vi lægger vægt på god ledelse, trivsel, faglige og personlige udviklingsmuligheder, kreativitet og nytænkning samt balance mellem arbejdsliv og fritidsliv. Vi ser mangfoldighed som en ressource og værdsætter, at medarbejdere hver især bidrager med deres særlige baggrund, personlighed og evner.

 

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Lyngby-Taarbæk Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Center for Politik og Organisation, Lyngby Torv, 2800 Kgs. Lyngby

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 25-02-2025; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/2ae210c1-1d25-499e-8b9c-253a04e3bfaf

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet