Elektronikmedarbejder, montør/montrice - DTU Space

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Vil du i samarbejde med dygtige og dedikerede kollegaer bidrage til, bl.a. at bygge unikke rumfarts instrumenter til navigation og positionering af satellitter og ubemandede rumfartøjer?

Vi søger en dygtig elektronikmedarbejder til afdelingen for Måling og Instrumentering.

Du vil indgå i vores team af forskere, ingeniører og teknikere og samarbejde på tværs af faggrupper.

Afdelingen Måling og Instrumentering udvikler stjernekameraer og magnetometre som bruges på mange internationale missioner. Afdelingens forskning fokuserer primært på udvikling af højpræcisions-instrumenter til rummissioner. Derudover arbejder afdelingen på at optimere kvaliteten og pålideligheden af rumfartssystemers målinger ved at udvikle metoder til at kalibrere og interkalibrere systemerne.

Forskningen inkluderer hele processen fra design, udvikling og test til implementering af instrumenter til rumfartøjer og satellitter.

Jobbet
Din primære opgave vil være håndlodning af SMD komponenter under mikroskop efter placeringstegninger og styklister. Visuel kontrol/godkendelse af SMD print i henhold til gældende ECSS standarder.

Derudover vil du skulle bidrage til:

  • Samling af de elektroniske moduler
  • Udfærdige dokumentation, på både dansk og engelsk
  • Komponent registrering, indskrivning og optælling
  • Opbygning af prototyper

Du vil blive inddraget i de mange processer, der er forbundet med fremstilling af udstyret, alt i forhold til de kompetencer du har, og vil tilegne dig med tiden.

Vores forventninger til dig
Du kan have arbejdet som montør/montrice i flere år og derigennem opnået en erfaring i lodning af små komponenter.

Du kan have en uddannelse inden for elektronik, laboratorietekniker, procesoperatør eller lignende relevant teknisk uddannelse.

Som person er du tålmodig, detaljeorienteret, ærekær og dedikeret omkring udførelsen af dit arbejde. Dette er utrolig vigtige evner, da der som tidligere nævnt er særdeles høje krav til instrumenternes pålidelighed.

Du er en teamplayer, men det er samtidig en selvfølge, at du også kan arbejde selvstændigt.

Desuden forventer vi at du,
  • er dygtig til SMD-håndlodning, mekanisk montage, lim-processer, og du er indstillet på at udføre arbejde af den højeste kvalitet.
  • har en grundlæggende komponent-kendskab inden for elektronik.
  • har ekstraordinær god ”øje til hånd” koordination, da lodning foregår under mikroskop.
  • har høj standard for omhyggelighed og orden. En stor del af arbejdet foregår desuden i et renrums miljø.
  • har gode engelsk kundskaber.
  • har lysten og evnen til at efteruddanne dig, da rumfartsudstyr håndteres i henhold til gældende standard for Space applikationer (ESA og NASA), hvorfor løbende efteruddannelse med henblik på certificering indgår i jobbet.

Hvad tilbyder vi dig
Vi tilbyder et spændende job med gode muligheder for faglig og personlig udvikling. Arbejdsområdet er et højt specialiseret felt, som få er privilegeret at arbejde med. Afdelingen for Måling og Instrumentering er en fleksibel, familievenlig arbejdsplads med en uformel og åben omgangsform. Vi er gode til at fejre små som store succes’er i hverdagen.

Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår i henhold til organisationsaftale for håndværkere og teknikere i staten eller organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller anden relevant overenskomst.

Ansættelsen er på fuld tid og tiltrædes snarest.

Arbejdssted er DTU Campus i Lyngby.

Ansøgning og kontakt Vi skal modtage din online ansøgning senest den 1. april 2024. Åbn linket "Ansøg nu", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser.

Samtalerne vil finde sted i uge 16-17.

Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte Teamleder Finn E. Jørgensen, fj@space.dtu.dk eller tlf.: 4525 3441.

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen.

DTU Space er organiseret i 6 afdelinger og deltager desuden i flere tværgående DTU centre. Mere information om DTU Space på www.space.dtu.dk.

Afdelingen Måling og Instrumentering - Institut for Rumforskning- og Teknologi. DTU Space har designet, udviklet og testet instrumenter til flere end 100 rumfartsmissioner.

Læs mere om Institut for Rumforskning og teknologi på https://www.space.dtu.dk/forskning/afdelinger/maaling_og_instrumentering

Teknologi for mennesker
DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar mission om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den mission lever den dag i dag. DTU har 13.500 studerende og 6.000 ansatte. Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.


INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Lyngby-Taarbæk Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Danmarks Tekniske Universitet, Anker Engelunds Vej, 2800 Kongens Lyngby

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 01-04-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6007738

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet