Funktionsleder til cybersikkerhed og SecOps udvikling hos DTU

dato

DTU ønsker at styrke indsatsen på cybersikkerhed ved at ansætte en dedikeret funktionsleder uden personaleansvar til at forestå drift og udvikling af SecOps funktionen.

Som faglig leder af SecOps vil du koordinere aktiviteterne i selve SecOps funktionen primært omkring sikkerhedshændelser (security incident management) og håndtering af sårbarheder (vulnerability management). SecOps funktionen skal også udvikles løbende i form af både teknik og processer til at håndtere nye trusler og sårbarheder, gerne med brug af nye AI-baserede teknologier og anden automatisering, der kan øge funktionens evne til at håndtere en stigende mængde signaler uden at øge bemandingen i samme takt.

Jobbet 
Du vil i din varetagelse af stillingen fokusere på:

  • Overvågning og sikre rettidig håndtering af events og incidents identificeret af DTU’s sikkerhedssystemer. Du forventes både at kunne påtage dig rollen som security incident manager og selv være en aktiv del af incident responsteamet.
  • Udvikle, dokumentere og implementere de processer og teknologier, der ligger til grund for håndteringen af incidents og sårbarheder, såvel i SecOps funktionen som generelt på universitetet.
  • Bistå dine kolleger i informationssikkerhed og DTU’s systemejere med generel viden og specifikke data om DTU’s systemer og infrastruktur inden for cybersikkerhedsområdet
  • Initiere og drive implementeringen af yderligere cybersikkerhedstiltag i nært samarbejde med de øvrige tekniske teams i IT-organisationen
  • Introducere og træne elever til arbejdet i en SecOps funktion

Vores forventninger til dig
Vi forventer at du:

  • Har en relevant uddannelse inden for IT-området og har arbejdet med enten cybersikkerhed eller IT-drift i en større organisation.
  • Har en opdateret viden om trusler, sårbarheder og typiske angrebsmetoder, som et universitet vil blive udsat for
  • Har erfaring med beslutnings- og driftsprocesser i en IT-organisation. 
  • Er bredt, teknisk velfunderet inden for alle de teknologier, der bruges i en moderne IT-organisation.
  • Formår at skabe relationer og formidle viden til såvel teknikere som ledere på alle niveauer i IT-organisationen, og dermed være en katalysator og organisator for IT-tekniske tiltag for at styrke cybersikkerheden på universitetet som helhed 
  • Har blik for samspillet mellem tekniske sikringstiltag og effektive organisatoriske processer.
  • Har erfaring med krisehåndtering og procedurer for hændelsesrespons.
  • Taler, skriver og forstår såvel dansk som engelsk.
  • Gerne har opnået relevante certificeringer (f.eks. CPP, CISSP, CISM, ISO27000, Microsoft sikkerhedsteknologier)

Hvad tilbyder vi dig
På DTU udvikles fremtidens teknologier og de mennesker, der kan skabe den. DTU’s IT-afdeling søger at skabe den infrastruktur og de digitale tjenester, der muliggør dette og sikkerheden i disse er afgørende. Cybersikkerhed er derfor et vigtigt indsatsområde for IT.

Vores sektion for cyber- og informationssikkerhed er kernen for indsatsen, og målet er at involvere og engagere alle hjørner af IT-organisationen i arbejdet med cybersikkerhed. Du vil opleve en lille og meget engageret gruppe af medarbejdere, der alle brænder for at gøre en forskel. Et team, hvor initiativ, nye ideer og godt humør værdsættes af såvel kolleger som ledelse.

Du vil få rig mulighed for at vedligeholde og udvikle dine tekniske kompetencer inden for cybersikkerhed, hvor du tydeligt vil kunne fornemme at du befinder dig på et universitet, der sætter tilegnelse af ny viden i højsædet.  Samtidigt vil du kunne vise dine evner som ikke blot en dygtig og vidende cybersikkerhedsekspert, men også som koordinator og inspirator for andre.

DTU’s hovedcampus, hvor du vil skulle arbejde, ligger i Lyngby, let tilgængelig med både offentlig transport og i bil. Vi har fri parkering, og uden for arbejdstid er der sport- og andre tilbud på universitetet, som du er velkommen til at benytte.

Som udgangspunkt vil dit arbejde foregå inden for normal arbejdstid, hvor du i udpræget grad selv vil kunne tilrettelægge din arbejdstid. Du vil dog også skulle stå til rådighed for akut håndtering af særlige situationer, hvis omstændighederne kræver dette. Du vil have reference til DTU’s CISO, Anders Fosgerau.

Løn og ansættelsesvilkår
Afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund vil du dine løn- og ansættelsesvilkår enten være i henhold til overenskomst for akademikere i staten (AC) og du ansættes i så fald som fuldmægtig, specialkonsulent eller chefkonsulent eller med løn- og ansættelsesvilkår i henhold til LC/CO10-fællesoverenskomsten og organisationsaftale for IT-medarbejdere (Prosa) i statens tjeneste.

Stillingen er på 37 timer og ønskes besat pr. 1. februar 2026 eller snarest derefter. 

Arbejdssted er DTU Lyngby Campus. 

Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 21. januar 2026 . Åbn linket "Ansøg nu", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser. 

Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte Sektionsleder Anders Fosgerau på telefon 4525 3878 / afos@dtu.dk .

Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb tages ikke i betragtning.

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen. Da DTU arbejder med forskning i kritisk teknologi, hvormed der gælder særlige regler for blandt andet sikkerhed og eksportkontrol, kan der blive foretage open source-baggrundstjek af kvalificerede kandidater til stillingen.

Om os:
Vi er en ambitiøs afdeling med 280 dedikerede medarbejdere, der arbejder på tværs af forskellige fagområder. Vi værdsætter tværfaglig sparring, da vores forskellige perspektiver skaber en god synergi og innovative løsninger. 

Vi arbejder med brugeren i centrum, og derfor samarbejder vi tæt med enhederne på DTU, for et udefra-og-ind perspektiv som sikrer, at vores IT- løsninger og services er brugervenlige og effektive. Vi har et stærkt fokus på kunstig intelligens (særligt generative AI), datamanagement og digitaliseringsmodenhed. Disse områder er centrale for vores mission om at optimere og udvikle støttefunktioner til uddannelse, forskning, rådgivning og universitetsdrift. Vores mål er at levere førsteklasses IT-løsninger, der understøtter og fremmer DTU’s kerneaktiviteter.

Teknologi for mennesker
DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar mission om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den mission lever den dag i dag. DTU har 13.500 studerende og 6.000 ansatte. Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Lyngby-Taarbæk Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Danmarks Tekniske Universitet, Anker Engelunds Vej, 2800 Lyngby-Taarbæk

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 21-01-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/0d363b26-cfb2-4b67-aee6-639fbab1e074

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet