BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du lyst til at tage del i en vigtig og spændende opgave med at understøtte en professionel og effektiv økonomistyring og sekretariatsbetjening? Vil du stå i spidsen for at styrke og videreudvikle proaktiv og stærk kultur? Og motiveres du af at skabe partnerskaber og lede et hold af dygtige medarbejdere? Så er du måske vores nye kontorchef.
Udviklings- og Forenklingsstyrelsen er en af de syv styrelser i Skatteforvaltningen. Vi understøtter vores kolleger i Skatteforvaltningen i et partnerskab om drift og videreudvikling af en stor it-portefølje og udvikling af nye it-løsninger i spændvidden fra mindre projekter til en række store programmer i milliardklassen.
Du bliver en del af fagområdet Ressourcer og Portefølje, hvor vi er ca. 300 medarbejdere og ca. 30 chefer, som sammen skaber rammerne for, at UFST kan lykkes med sine kerneopgaver. Vi er optaget af stærk faglighed og resultater, og vi arbejder tæt sammen med vores kollegaer i styrelsen og på tværs i Skatteforvaltningen med fokus på, at det, vi laver, har høj faglig kvalitet og skaber værdi for andre.
Stillingen her er i underdirektørområdet Økonomistyring, hvor vores 9 kontorer har en vigtig og spændende opgave med at styre en stor og kompleks økonomi, varetage departementsbetjeningen i forhold til særligt budget- og bevillingsstyringen samt regnskabspraksis og koordinering af revisioner i UFST, samt være garant for et godt samarbejde om kvalitet og transparens i prioriteringsprocesser, aktstykkeprocesser mv. Vi lægger stor vægt på, at I i ledergruppen er et tæt afstemt og samarbejdende hold. Du indgår i et fagligt fællesskab i chefkredsen, hvor du i samspil med andre deltager i udviklingen af styrelsens samlede styring.
I stillingen skal du varetage og styrke økonomistyringen og støtten til ledelsen i fagområdet Vurdering og Metode, der primært understøtter Vurderingsstyrelsen med samfundskritisk it-infrastruktur. En af fagområdets helt store opgaver er at lede og drive det omfattende og højt prioriterede it-program vedr. implementering af nyt ejendomsvurderingssystem (ICE). Vi arbejder desuden dedikeret med vores revisioner og har en ambitiøs tilgang til at få nedbragt kritikniveauet.
Kontoret består af ca. 15 medarbejdere med forskellig faglig baggrund. Det er økonomimedarbejdere, ledelsessekretariats- og procesmedarbejdere. Du kommer til at arbejde med at fastholde god holdånd, kompetence- og leveranceopbygning og den fortsatte etablering af kontoret, som en afgørende partner for ledelsen i Vurdering og Metode, øvrige kontorer i såvel underdirektørområdet som fagområdet Ressourcer og Portefølje samt Vurderingsstyrelsen og departementet.
Sammen med dine medarbejdere bliver dine centrale opgaver:
- budgetlægning og økonomiopfølgning for fagområdets 11 kontorer
- at sikre relevant ledelsesinformation og -rapportering om økonomi, bl.a. til områdets styregruppe
- at understøtte samarbejdet mellem fagområdet og Vurderingsstyrelsen om prioritering, planlægning og opfølgning på it-aktiviteter i domænet
- at understøtte fagområdets ledelse med generel støtte til ledelsesmæssige, faglige og administrative processer, m.m.
- bistå fagområdet med korrekt regnskabsaflæggelse, revisioner og tilsyn mv.
- at være bindeled mellem fagområdets ledere og de fælles processer i styrelsen indenfor stabsområdet
Du har en relevant akademisk uddannelse og erfaring med statslig økonomistyring. Herudover lægger vi vægt på, at du er en udviklingsorienteret leder med god dømmekraft, strategisk og analytisk kapacitet, og at du både har erfaring med og forståelse for det politiske system og de politiske beslutningsprocesser.
Herudover er det centralt at du som leder:
- skaber følgeskab, udviser empati, inspirerer, motiverer og udvikler dine medarbejdere
- er garant for høj faglighed, er transparent og samstemt i ledelseskæden og har en plan for, hvor opgaven skal udvikle sig hen
- bidrager aktivt til den samlede opgaveløsning i UFST og koncernen som helhed
- har gode evner til samarbejde, er lydhør og arbejder for stærke partnerskaber med fokus på de bedste fælles løsninger
- har fokus på at udbrede en kultur, hvor der arbejdes proaktivt og opsøgende
- er rollemodel og udfylder dit ledelsesrum op og ned i organisationen og prioriterer din tid, så der er balance mellem dine ledelsesopgaver.
Send din ansøgning, dit CV, eksamenspapirer og eventuelt yderligere materiale via linket ”Søg stillingen” senest 14. december 2023. Yderligere oplysninger omkring stillingen kan fås ved kontakt til underdirektør Sisse Hjerrild Iversen på 7238 8726.
Der indgår en logisk analyse og en personanalyse i ansættelsesforløbet, og der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest.
Løn- og ansættelsesvilkår forhandles i overensstemmelse med rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen indplaceres i løngruppe 1, svarende til lønramme 37. Ansættelse sker som udgangspunkt på åremål.
Er du tjenestemand stiles ansøgningen til Dronningen.
Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted bliver Nybrovej 116, 2800 Kgs. Lyngby.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Lyngby-Taarbæk Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Skatteforvaltningen, Kongens Lyngby, Nybrovej 116, Nybrovej, 2800 Kongens Lyngby
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 14-12-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/5950439