Vil du være med til at forme fremtidens sundhedsvæsen gennem strategisk kommunikation og samtidig opbygge rammen for akademiske ansættelser på tværs af store organisationer? Så har du her muligheden for at spille en central rolle i etableringen af Technical University of Greater Copenhagen (TUH).
Om TUH
Technical University Hospital of Greater Copenhagen (TUH) er et unikt partnerskab mellem Region Hovedstaden, Region Sjælland og Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Samarbejdet har til formål at skabe bedre sundhed gennem teknologi. TUH blev etableret i foråret 2024 og samler forskere, klinikere og studerende om at finde nye løsninger på sundhedsvæsenets største udfordringer – til gavn for patienter, sundhedsvæsenet og samfundet.
TUH understøtter hele værdikæden fra idé og behovsidentifikation til forskning, innovation og implementering. TUH er for alle ansatte i det nye Region Østdanmark samt på DTU, hvilket samlet set omfatter knap 70.000 medarbejdere.
Vi bygger bro og faciliterer samarbejde
Som koordinator får du ansvar for to centrale opgaveområder, der begge er afgørende for TUH's succes:
- Kommunikation og aktivering:
Du får ansvaret for at styrke TUH's synlighed og engagement – både internt og eksternt. Det handler om at synliggøre gode eksempler på tværgående samarbejde, dele inspiration via vores kommunikationskanaler (herunder LinkedIn og hjemmeside) og skabe meningsfulde arrangementer for vores interessenter. Du vil have stor indflydelse på, hvordan vi fortæller TUH's historie og aktiverer det brede netværk af forskere, klinikere og partnere, i tæt samspil med resten af TUH-staben.
- HR og TUH Faculty: En central opgave i opbygningen af TUH er at understøtte fælles ansættelser mellem DTU og Region Hovedstaden – det vi kalder TUH Faculty (adjunkt-, lektor- og professoransættelser). Du bliver en nøgleperson i både at opbygge og drifte dette setup, hvor du vejleder og understøtter processen før, under og efter ansættelse i tæt samarbejde med eksisterende HR-afdelinger og personaleansvarlige ledere.
Hvad vi leder efter
Vi leder efter en kollega med strategisk flair for kommunikation og stærke relationsskabende evner, som samtidig trives med at navigere i HR-processer og administration. Du skal kunne se helheden, men også være hands-on, når det er nødvendigt.
Du skal have lyst til opbygge, konsolidere og drifte TUH Faculty (adjunkt-, lektor- og professoransættelser), hvor du vil få stor indflydelse på opgaveløsningen og ansvar for centrale processer, med solid støtte fra TUHs teamleder, den akademiske ledelse samt de eksisterende HR- og kommunikationsafdelinger.
Vi lægger vægt på at finde en kollega, som trives i et dynamisk samarbejde, hvor opgaver løses i fællesskab, og hvor vi løbende griber nye muligheder. Da TUH fortsat er en organisation under opbygning, må du forvente, at opgaver og prioriteringer kan udvikle sig over tid. Det forudsætter fleksibilitet og lyst til at bidrage der, hvor det styrker TUH bedst.
Dine kompetencer
Vi forestiller os, at du har minimum to års relevant erfaring inden for ét eller flere af områderne HR, kommunikation og/eller eventplanlægning. Det er en fordel, hvis du har kendskab til DTU, den videregående uddannelsessektor og/eller sundhedsvæsenet.
Vi forventer, at du har en relevant akademisk uddannelse eller professionsuddannelse, fx inden for kommunikation, offentlig administration eller tilsvarende, og at du:
- har stærke kommunikationsevner på både dansk og engelsk
- har solide skriftlige formidlingsevner
- arbejder struktureret, tager ansvar og kan skabe fremdrift – også når der opstår uforudsete udfordringer
- har stærke samarbejdsevner og deler viden aktivt med andre
- er fleksibel og trives i rollen som ambassadør og brobygger mellem tre store organisationer.
TUH som arbejdsplads
TUH er et strategisk samarbejde ledet af en bestyrelse bestående af den øverste ledelse fra DTU og regionerne (læs mere her
). Den faglige ledelse varetages af professor Christian Hassager fra Rigshospitalet og professor og sektionsleder Susanne Brix Pedersen fra DTU Bioengineering.
TUH-staben består af fire faste medarbejdere (inkl. teamleder) samt en bred kreds af fasttilknyttede ressourcepersoner fra de tre parter. Du vil indgå i et mindre, tværgående team med tæt samarbejde og korte beslutningsveje.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til relevant overenskomst for ansatte i staten. Løn efter kvalifikationer.
Tiltrædelse 1. april 2025 eller hurtigst muligt. Du vil referere til kontorchef Lone Falsig.
Dit ansættelsessted vil være Danmarks Tekniske Universitet (DTU), og dit arbejdssted vil være både Rigshospitalet, Blegdamsvej 94, 2100 København Ø og DTU, Anker Engelunds Vej, Bygning 101A, 2800 Kgs. Lyngby.
Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 6. februar 2026
. Åbn linket "Ansøg nu", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser.
1. runde af jobsamtaler forventes afholdt i uge 8 og anden runde i uge 9.
Ønsker du yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte projektleder Alberte Holm Glob
på telefon 9351 0511.
Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb tages ikke i betragtning.
Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen. Da DTU arbejder med forskning i kritisk teknologi, hvormed der gælder særlige regler for blandt andet sikkerhed og eksportkontrol, kan der blive foretaget open source-baggrundstjek af kvalificerede kandidater til stillingen.
Teknologi for mennesker
DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar mission om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den mission lever den dag i dag. DTU har 13.500 studerende og 6.000 ansatte. Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Lyngby-Taarbæk Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Danmarks Tekniske Universitet, Anker Engelunds Vej, 2800 Lyngby-Taarbæk
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 06-02-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/55b4c07c-ba7b-41cd-b28a-0022a72a2f04