Laborantpraktikant til molekylærbiologi, fysiologi og histologi - DTU Aqua

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

I tilknytning til forskningsgruppen ”Fiskebiologi” ved DTU Aqua søger vi en laborantpraktikant til forskning i fysiologiske processer og morfologiske strukturer med start 1. februar 2024.

Gruppens forskning skaber ny indsigt i fisks biologi, økofysiologi og livshistoriestrategi gennem eksperimentelle studier, feltbaserede undersøgelser og laboratorieanalyser. Vores forskning integrerer individbaserede studier af vækst, reproduktion og adfærd hos fisk i relation til livshistorie og miljø, hvor vi anvender molekylærbiologiske metoder, histologi og fysiologiske målinger som værktøjer i laboratoriet. Vores resultater bidrager til øget forståelse af populations- og økosystemdynamik, hvilket er væsentligt inden for bestandsvurdering og forvaltning af marine fiskeressourcer samt i relation til innovation i akvakultur. Målet er at bidrage til en langsigtet, bæredygtig udnyttelse af fisk som en sund og næringsrig fødevareressource i natur og kultur. 

Kerneopgaver i laboratoriet består i biologisk analyse af fisk i forskellige livsstadier prøvetaget i eksperimentelt arbejde og feltundersøgelser. Her undersøger vi bl.a. molekylære processer og morfologiske strukturer i vævsprøver gennem genekspression og histologi.  Arbejdet i gruppen foregår i et internationalt forskningsmiljø og i samarbejde med kolleger fra forskellige faggrupper.

Et år med nye kompetencer
Du vil blive uddannet i molekylære og histologiske laboratoriemetoder samt fysiologiske måleteknikker. Du vil blive integreret i opgaver relateret til vores forskningsprojekter og tage del i sikkerhedsarbejde, kemiske analyser samt den almindelige laboratoriedrift. I relation til molekylærbiologiske studier omfatter aktiviteter analyse af genekspression herunder prøvehåndtering, RNA-ekstraktion, cDNA syntese, primer design og qPCR samt kvalitetskontrol på alle niveauer. DNA-baserede-metoder og genotyping indgår desuden i gruppens undervisning på BSc niveau. Morfologisk arbejder vi med histologi herunder metodeudvikling i form af farveteknikker, imageanalyse og stereologi inkl. statistisk prøvetagning ved hjælp af SURS (Systematic Uniform Random Sampling) fx relateret til fisks reproduktive fysiologi og morfologi. Der vil være mulighed for at deltage i eksperimentelt arbejde og prøvetagning fx på forskningstogter samt at bidrage til gruppens undervisning på BSc-niveau. 

Vores forventninger til dig

  • Du har ved praktikperiodens start bestået den teoretiske del af laborantuddannelsen. 
  • Du arbejder omhyggeligt og systematisk, både selvstændigt og i teams
  • Du er initiativrig, ansvarsbevidst og fleksibel med hensyn til opgaver.
  • Du har en ægte interesse for naturvidenskabelige grundfag   
  • Du læser, skriver og taler engelsk på et niveau, hvor du kan kommunikere fagligt med kolleger.

Hvad tilbyder vi dig

  • Et godt samarbejdsmiljø, hvor vores forskellighed og komplementerende kompetencer ses som et plus.
  • Tværfagligt samarbejde med fokus på igangværende og nye forskningsprojekter samt rådgivningsopgaver. 
  • Integration i en international forskningsgruppe omfattende forskere, assistenter og studerende.
  • Udfordrende og afvekslende arbejdsopgaver. 

Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til OAO-S-fællesoverenskomsten og organisationsaftale for kontorfunktionærer m.fl. (HK/Stat).

Ansættelsen er for et år med start den 1. februar 2024. Arbejdssted er DTU Lyngby Campus. 

Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 30. november 2023.  Åbn linket "Ansøg nu", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser. 

Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte seniorforsker Jonna Tomkiewicz på jt@aqua.dtu.dk / 4021 3056 eller forsker Sebastian N. Politis snpo@aqua.dtu.dk / 2112 4982.

Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb tages ikke i betragtning.

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen.

Om DTU Aqua
DTU Aqua – Institut for Akvatiske Ressourcer – arbejder for velfungerende have, åer og søer, hvor biodiversiteten kan trives. Vores forskning, rådgivning og uddannelse bidrager til at udvikle en bæredygtig blå bioøkonomi og robuste akvatiske økosystemer og til at reducere effekterne af klimaændringer. Vi har et stort nationalt og internationalt netværk og samarbejder med andre forskningsmiljøer, myndigheder, erhverv og NGO'er. Vi har state-of-the-art-forskningsfaciliteter og Danmarks største forskningsskib. Instituttet har 350 medarbejdere, hvoraf en tredjedel er videnskabeligt personale. Mere end 30 nationaliteter er repræsenteret på instituttet, og vi arbejder for en ligelig kønsfordeling. Vi holder til i Lyngby, Hirtshals, Nykøbing Mors og Silkeborg og har faste aktiviteter i Grønland. Læs mere på aqua.dtu.dk

Teknologi for mennesker
DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar mission om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den mission lever den dag i dag. DTU har 13.500 studerende og 6.000 ansatte. Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Lyngby-Taarbæk Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Danmarks Tekniske Universitet, Anker Engelunds Vej, 2800 Kongens Lyngby

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 30-11-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5942923

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet