Laboratorieassistent med flair for organisering søges til DTU Sustain i Lyngby

dato

Er du den effektive blæksprutte-type, der elsker orden i tingene, og som nyder at være den, der sikrer, at alle andres dag fungerer? Så er du måske vores nye kollega, der kan hjælpe os med at varetage laboratorieopvask og et væld af forskellige forefaldende laboratorieopgaver.

Vi er netop ved at få indrettet et nyt opvaskerum i vores nye laboratoriebygning, som supplerer vores mange eksisterende laboratorier. Vi ønsker os derfor brændende en medarbejder, som kan hjælpe os med at holde skik på det hele og bane vejen for, at alle laboratorierne står snorlige, så der kan udføres forskning på højt niveau.

Jobbet 
Stillingen består hovedsageligt af praktisk arbejde, og vores spritnye opvaskerum bliver dit hoveddomæne, idet du skal sikre, at alle glasvarer fra laboratorierne bliver håndteret på rette vis gennem opvaskemaskiner, autoklaver, glødeovn mm. afhængigt af hvilken renhed det skal have.

Mængden af opvask varierer dog meget afhængigt af antallet af forskningsprojekter, studerende, fokusområder mm. Du kommer derfor også til at hjælpe med andre ting som fx opfyldning af glasvarer, handsker, klude m.m., 5S/systematisering og generel orden i laboratorierne, lagerføring, gennemgang af kemikaliemærkning, arkivering af prøver, oprydning i kælderrum – i det hele taget være den, der giver en hjælpende hånd, hvor der mangler. 

Din baggrund og kompetencer
Din præcise uddannelse er ikke afgørende, men vi forestiller os, at du har erfaring med at færdes i et laboratoriemiljø eller en mindre produktion. Du skal have en god fysik, da det er et job, hvor man tilbagelægger mange skridt, og arme og hænder bruges flittigt. Det er vigtigt, at du er detaljeorienteret, har sans for systemer, er serviceminded og god til at kommunikere. Du har en stor kontaktflade til alle brugerne og det er en stor fordel at kunne tale engelsk.

Du trives i et afslappet arbejdsmiljø, hvor tonen er uformel, og hvor faglighed og teamspirit vægtes højt. Du er engageret og formår på selvstændig vis at afslutte dine opgaver, samtidig med at du finder det helt naturligt at have et smil på læben, når du skal hjælpe en kollega.

Din arbejdsplads
På DTU Sustain arbejder vi med miljø- og ressourceteknologi. Du vil være tilknyttet Common Lab, som er en række fælleslaboratorier, der bl.a. favner laboratorier for mikrobiologi, analyselaboratorier, laboratorier for økotoxikologi, kemilaboratorier, vandteknologilaboratorier, reaktorlaboratorier samt en feltafdeling.

DTU Sustain er en af de førende forsknings- og uddannelsesinstitutioner på miljøområdet i Europa. Vi prioriterer tværgående samarbejde mellem forskningsområder og personalegrupper i et internationalt aktivt uddannelses- og forskningsmiljø til gavn for det danske samfund.

Vi tilbyder

  • En arbejdsplads med høj trivsel og god work-life-balance
  • En alsidig arbejdsdag med en bred vifte af spændende opgaver
  • En høj grad af fleksibilitet i dit arbejdsliv, da du får stor indflydelse på at planlægge arbejdet inden for dit ansvarsområde
  • Flextid og god mulighed for at holde ferie i hovedferieperioden
  • Et interessant job i en international atmosfære med fokus på forskning, undervisning, innovation og videnskabelig rådgivning til gavn for det omgivende samfund.  

Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til overenskomst for OAO-S-fællesoverenskomsten og organisationsaftale mellem Finansministeriet, Serviceforbundet og Ejendoms- og servicefunktionærernes Landssammenslutning eller anden relevant overenskomst.

Stillingen er er på 25-37 timer pr. uge med forventet start hurtigst muligt eller efter aftale.

Arbejdspladsen er på DTU i Lyngby.

Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 12. januar 2025 . Åbn linket "Ansøg nu", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser. 

Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte laboratoriechef Cathrine Tamstorf på +45 9351 0140. Læs mere om DTU Sustain her: https://sustain.dtu.dk/ .

Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb tages ikke i betragtning.

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen. Da DTU arbejder med forskning i kritisk teknologi, hvormed der gælder særlige regler for blandt andet sikkerhed og eksportkontrol, kan der blive foretage open source-baggrundstjek af kvalificerede kandidater til stillingen.

DTU Sustain - Institut for Miljø- og Ressourceteknologi - er et af de største universitetsinstitutter i Europa med speciale i miljø- og ressourceteknologi. Instituttet udfører forskning, udvikling og forskningsbaseret rådgivning og leverer uddannelsesprogrammer og service til samfundet. Vi arbejder på at udvikle nye miljøvenlige og bæredygtige teknologier, metoder og løsninger samt at formidle denne viden til samfundet og nye generationer af ingeniører. Instituttet har cirka 300 medarbejdere med mere end 30 nationaliteter.

Teknologi for mennesker
DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar mission om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den mission lever den dag i dag. DTU har 13.500 studerende og 6.000 ansatte. Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Lyngby-Taarbæk Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Danmarks Tekniske Universitet, Anker Engelunds Vej, 2800 Lyngby-Taarbæk

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 12-01-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/07d81287-d75c-4c36-80a8-698741d3beaa

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet