BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Brænder du for arbejdet med vuggestuebørn, natur og udeliv? Er du struktureret og god til at arbejde selvstændigt? Er du udannet pædagog og drømmer du om et arbejde med mulighed for indflydelse og tid til forberedelse og fordybelse? Så er det dig vi leder efter.
Vi har en ledig pædagogstilling i vores vuggestueafdeling. Stillingen foreslås på 35 timer (timetal efter ønske) og ønskes besat 1. marts 2024 eller efter aftale.
Børnehuset Eremitagen rummer 92 børn fordelt med 56 børnehavebørn og 36 vuggestuebørn.
Børnene i vuggestuen er fordelt i tre aldersintegrerede grupper. I børnehaven er børnene fordelt i tre aldersintegrerede grupper og en kompetencegruppe. Vi har en høj andel af pædagoger hvilket betyder at vi har 2 pædagoger og en medhjælper på hver stue. I begge afdelinger har vi fokus på arbejdet i mindre grupper.
I Børnehuset Eremitagen er vi, i et samarbejde med Københavns Universitet og Vends motorik- og naturskole certificeret som Friluftsinstitution.
Herigennem styrker vi vores fokus på kropslig aktivitet i en naturlignende arena til gavn for børnenes almene udvikling. I naturen og uderummet oplever og lærer børnene hos os gennem undren, eksperimenter og kropslig bevægelse med alle sanser i spil. Som pædagogisk personale øver vi os i at understøtte børnenes opdagelsesfase, undersøgelsesfase og fælles refleksionsfase.
Vi er optagede af arbejdet med den nye styrkede læreplan og vi arbejder reflekteret, fokuseret og eksperimenterende med elementer som ’den hele dags pædagogik’, evaluering, meningsfuld organisering og kollegial refleksion. Vi benytter systemisk analyse af læringsmiljøer (SAL) som pædagogisk metode.
Vi har børn og familier i fokus og et fagligt afsæt for det pædagogiske arbejde. Vi sætter pris på et godt forældresamarbejde og prioriterer det som et væsentligt element i hverdagen. Vi benytter bl.a. AULA som platform for kommunikation mellem os og hjemme.
I Børnehuset Eremitagen arbejder vi ud fra et dobbelt læringssyn – det betyder, at vi har fokus på læring, udvikling og trivsel hos både voksne og børn. Du skal være villig til at sætte dig selv i spil sammen med gode kolleger, møde hverdags-pædagogikken med positiv nysgerrighed og have lyst til at afprøve, reflektere og blive klogere.
I Lyngby-Taarbæk Kommune er der en bred vifte af tværfaglige samarbejdspartnere som har en naturlig gang i huset. Vi prioriterer et godt overgangsarbejde – både mellem hjem/vuggestue, vuggestue/børnehave og børnehave/skole.
Vi vægter stabilitet og kontinuitet på lige fod med udvikling. Tilstedeværelse, aktiv deltagelse og anerkendelse er nøgleord i vores trivselsarbejde. Vi holder af en glad og humoristisk atmosfære, hvor alle hjælper hinanden, og bidrager til vores gode arbejdsmiljø. Vi søger en engageret kollega, der brænder for at blive en del af det fællesskab vi har i Børnehuset Eremitagen.
Vi glæder os til at byde dig velkommen i vores hus.
Yderlige oplysninger og besøg
Hvis du har nogle spørgsmål eller ønsker en rundvisning inden du søger jobbet, er du velkommen til at ringe på telefon 45 28 57 00 og spørge efter leder Helle Kuhlmann eller kontakte daglig pædagogisk leder Marie Haugbøl på telefon 51 28 82 55.
Adressen er: Eremitageparken 331-333, 2800 Kgs. Lyngby.
Se mere om os på Børnehuset Eremitagens hjemmeside
Ansøgningsfrist
Mandag den 12. februar 2024.
Ansættelsessamtaler afholdes løbende.
Ansættelsesforhold
35 timer
Tiltrædelse
1. marts 2024
Arbejdssted
Børnehuset Eremitagen, Eremitageparken 331-333, 2800 Kgs. Lyngby
I Lyngby-Taarbæk bliver du del af et stærkt fagligt fællesskab med høje ambitioner i en organisation med ca. 4.000 medarbejdere, der alle arbejder med det fælles mål – at skabe værdi for borgere og erhvervsliv. Vi lægger vægt på god ledelse, trivsel, faglige og personlige udviklingsmuligheder, kreativitet og nytænkning samt balance mellem arbejdsliv og fritidsliv. Vi ser mangfoldighed som en ressource og værdsætter, at medarbejdere hver især bidrager med deres særlige baggrund, personlighed og evner.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Lyngby-Taarbæk Kommune
-Virksomheden tilbyder:
(35-35 timer ugentligt)
-Arbejdsgiver:
Børnehuset Eremitagen, Eremitageparken, 2800 Kongens Lyngby
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 12-02-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5977337