Kongens Lyngby er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Færdselsuheld, Hillerød
Klokken 07.54 blev det anmeldt, at der var sket et solofærdselsuheld på Isterødvejen, idet en personbil kørende i nordlig retning var skredet ud i en højrekurve, hvorefter bilen havde påkørt et træ med materiel skade på bilen til følge.
Politi, brandvæsen og vejhjælp blev sendt til stedet, hvor en 16-årig mand fra Kongens Lyngby blev sigtet for kørsel uden førerret, ligesom han blev sigtet for spritkørsel og narkokørsel, idet han fik alkometeret og narkometeret til at slå ud. En blodprøve skal nu fastslå den eventuelle grad af påvirkning.
Mistænkeligt forhold, Hellerup
Klokken 12.40 blev det anmeldt fra Bengtasvej, at der kort forinden var kørt en varevogn med udenlandske nummerplader rundt i kvarteret, og at de to personer i varevognen kiggede meget mistænkeligt på boligerne, hvorfor anmelderen frygtede, at det kunne være mulige indbrudstyve på udkig.
En patrulje blev sendt til området, men køretøjet blev desværre ikke udfundet. Der skal dog alligevel lyde ros til anmelderen for at reagere på sin mistanke samt for at have noteret sig køretøjets registreringsnummer.
Kørsel i påvirket tilstand, Hillerød
Klokken 13.50 blev en 22-årig mandlig bilist fra København standset og kontrolleret på Peder Oxes Allé øst for rundkørslen med Jernaldervejen.
Patruljen skønnede, at bilisten var påvirket af euforiserende stoffer, men da han nægtede at lade sig teste med narkometeret, blev han sigtet for kørsel i påvirket tilstand og transporteret med til udtagning af blodprøve, der skal fastslå, om patruljens skøn om bilistens påvirkning var korrekt.
Færdselsuheld, Farum
En 87-årig kvindelig bilist kom klokken 19.50 kørende i østlig retning ad Slangerupvej, hvor hun i en rundkørsel af ukendte årsager kørte af vejen, således at bilen slog en kolbøtte gennem et hegn. Der skete ved uheldet ikke umiddelbart større personskade, men kvinden blev for en sikkerheds skyld kørt til tjek på hospitalet.
Unge mennesker skabte utryghed, Kgs. Lyngby
Klokken 20.25 blev det anmeldt, at der i opgangen til SATS på Jernbanepladsen opholdt sig en gruppe unge og skabte utryghed ved blandt andet at brænde noget af på stedet. En patrulje kørte dertil, hvor de fik kontakt til en gruppe unge bestående af tre piger og seks drenge i alderen 13-16 år.
En af drengene, en 16-årig fra Gentofte, blev fundet i besiddelse af hash, hvilket han blev sigtet for. En anden af drengene, en 15-årig fra Bagsværd, blev fundet i besiddelse af en bushammer, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af våbenloven.
Grundet de unge menneskers alder blev deres forældre efterfølgende kontaktet og oplyst om hændelsen.
Uro og uorden, Gilleleje
På baggrund af flere anmeldelser i løbet af aftenen om en mand, som gik rundt i et område omkring strandhotellet i Gilleleje og råbte og skreg af forbipasserende, kørte en patrulje dertil, hvor de klokken 23.25 fik kontakt til en mand svarende til beskrivelsen fra anmeldelserne. Patruljen fik her en snak med manden om hans opførsel, og han blev derefter sat på toget sydpå.
Butikstyveri, Hillerød
Klokken 01.05 blev det anmeldt, at en mand havde stjålet en flaske rødvin fra 7/Eleven på Søndre Jernbanevej og var gået fra butikken. En patrulje kørte til området, hvor de traf en 37-årig mand uden kendt adresse, som svarede til beskrivelsen fra hændelsen. Han blev derfor kort efter anholdt og sigtet for butikstyveri, ligesom han blev bedt om ikke at vise sig på stedet igen.
Klokken 02.40 indløb der anmeldelse om, at manden nu var tilbage og denne gang havde stjålet en flere gavekurve med vin og slik. En patrulje kørte til stedet, hvor manden igen blev anholdt og sigtet for butikstyveri, hvorefter han blev taget med på politistationen.
Narkokørsel, Farum
En patrulje standsede klokken 02.30 en 32-årig mandlig bilist fra Charlottenlund på Slangerupvej i krydset ved Hillerødmotorvejen. Et narkometer viste her, at han formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer, og han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. Han blev derudover også sigtet for kørsel i frakendelsestiden samt for besiddelse af stoffer, da han ved visitation blev fundet i besiddelse af en mindre mængde hash.
Der venter nu svar på en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring mandens eventuelle narkopåvirkning.
Indbrud i privat beboelse i Nordsjællands politikreds anmeldt den 13.-16. november 2020