BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vi søger en studentermedhjælper til at hjælpe os med store som små opgaver inden for anlægsprojekter på kommunens grønne områder og veje.
I Digitalisering, Infrastruktur og Anlæg arbejder vi med en bred portefølje: Forvaltning, udvikling og sikring af byrum samt grønne og blå naturområder.
Helt konkret arbejder vi med veje, brokonstruktioner og byrum samt idrætsanlæg, legepladser og LAR. I vores digitaliseringsteam arbejder vi bl.a. med understøttelse af digitalisering, intelligente arbejdsprocesser og GIS.
Om jobbet
Som studentermedhjælper i Digitalisering, Infrastruktur og Anlæg kommer du til at indgå i et stærkt fagligt team med både unge og erfarne kollegaer og få indblik i, hvordan det er at arbejde i en offentlig organisation.
Dine opgaver vil variere og kan bl.a bestå af
- Registrere og opdatere data i systemer som fx WebGIS, QGIS, Vejman, Mastra, Danbro m.fl.
- Bistå projektlederne med diverse kommunikationsarbejde med borgere, myndigheder og øvrige interessenter i forbindelse med gennemførelse af projekterne
- Opdatere og vedligeholde hjemmesiden
- Fotodokumentation i forbindelse med projekterne
- Bidrage til diverse administrative opgaver i afdelingen.
Om dig
- Du studerer til ingeniør, landskabsarkitekt eller tilsvarende, og har interesse i kommunale anlægsprojekter
- Du er systematisk, struktureret og effektiv
- Du er dygtig til at skrive, stave og har det nemt med tal
- Du skal være god til at samarbejde, kommunikere og indgå i et kontorfællesskab
- Du behøver ikke at have praktisk erfaring endnu, da du får det hos os
Vi tilbyder
Vi tilbyder en spændende arbejdsplads i hjertet af Kongens Lyngby med fleksibel arbejdstid. Du kommer til at sidde i et tværfagligt arbejdsmiljø i storrumskontor. Vi er pt. 14 i afdelingen – alle professionelle med høj og varieret faglighed.
Vi har et onboardingprogram, hvor du får en af dine nærmeste kollegaer som mentor, og hvor du introduceres til vores værktøjer og dine opgaver. Grundlæggende vægter vi trivsel højt i vores afdeling.
Stillingen er på 10-15 timer med flekstid, hvilket vi aftaler individuelt, så det kan passe med dit studie.
Ansøgningsfrist og samtaler
Ansøgningsfristen er torsdag den 4. april kl. 23.59.
Vi holder samtaler onsdag den 10. april på Toftebæksvej 12, Kgs. Lyngby. Du vil blive kontaktet, hvis vi ønsker at invitere dig til en samtale.
Løn og ansættelse
Tiltrædelse snarest muligt efter den 22. april 2024.
Aflønning sker efter overenskomst.
Arbejdsstedet er Lyngby Rådhus, pt. Toftebæksvej 12 i Kgs. Lyngby, mens det permanente rådhus renoveres frem til sommer 2024, som er placeret 2 minutters gang fra Lyngby Station og tæt på motorvejsafkørsel.
Om organisationen
Digitalisering, Infrastruktur og Anlæg er en ud af fem afdelinger i Center for Arealer og Ejendomme. Vi er en bygherreorganisation og vores hovedformål er at planlægge og gennemføre anlægsprojekter på park- og vejområdet i tæt samarbejde med myndighed, entreprenører og vores egne driftsfolk samt udvikle og drifte digitalisering på tværs af centeret.
Center for Arealer og Ejendomme servicerer 55.000 borgere og ca. 4.000 ansatte i Lyngby-Taarbæk Kommune. Vi er byg- og driftsherreorganisation for kommunens ejendomme som skoler, daginstitutioner, idrætsanlæg, svømmehaller, kontorejendomme, omsorgsboliger, flygtningeboliger, veje og grønne områder. Den kommunale bygningsmasse består af 240.000 m2, og vi har samtidig ansvaret for 200 km veje og stier samt 75 ha grønne arealer og 71 ha naturområder.
Centret består af 260 medarbejdere, hvoraf ca. 50 medarbejdere er placeret på rådhuset. Du kan se organisationsdiagrammer m.m. på www.ltk.dk/kommune.
Vil du vide mere
Du er velkommen til at kontakte afdelingschef Maja Arp på mail mjo@ltk.dk eller telefon 23 67 41 49.
Ansættelsesforhold
10-15 timer
Tiltrædelse
22. april 2024
Arbejdssted
Center for Arealer og Ejendomme, Lyngby-Taarbæk Kommune
I Lyngby-Taarbæk bliver du del af et stærkt fagligt fællesskab med høje ambitioner i en organisation med ca. 4.000 medarbejdere, der alle arbejder med det fælles mål – at skabe værdi for borgere og erhvervsliv. Vi lægger vægt på god ledelse, trivsel, faglige og personlige udviklingsmuligheder, kreativitet og nytænkning samt balance mellem arbejdsliv og fritidsliv. Vi ser mangfoldighed som en ressource og værdsætter, at medarbejdere hver især bidrager med deres særlige baggrund, personlighed og evner.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Lyngby-Taarbæk Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Lyngby-Taarbæk Kommune, Toftebæksvej, 2800 Kongens Lyngby
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 04-04-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6017031