Studievejleder (AC) – Afd. for Uddannelse og Studerende

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Brænder du for at levere faglig kompetent vejledning i en dynamisk organisation, hvor din personlige indsats gør en mærkbar forskel? Så er du måske vores nye kollega i Studievejledningen ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Vores gode kollega, har fået nye udfordringer på DTU, og vi søger derfor en ny erfaren kollega til vores vejledningsteam. 

Vejledning, studieplanlægning og kommunikation med den studerende i centrum
Studievejledningen ved DTU er kendetegnet ved at have den studerende i centrum, når vi vejleder i forhold til de mange muligheder studielivet og DTU byder på. Vores mål er at stille en bred vifte af vejledningstilbud til rådighed for de studerende, så de bliver i stand til at træffe gode reflekterede valg. Både når deres studieplaner lykkes og når der opstår forhindringer. 

Du kommer til at udfolde dine vejledningsfaglige evner på tværs af studieordninger, uddannelser, studieplanlægning, regelvejledning samt ift. dispensations- og klagemuligheder. Dette sker både gennem kollektive arrangementer og ved personlige drop-in samtaler, onlinesamtaler samt telefon- og mailvejledning. Det er derfor vigtigt at du;

  • er imødekommende, tillidsvækkende og tålmodig
  • kan holde overblik og formidle komplicerede regler og rammer for de studerende
  • kan lide at indgå i vejledningsdriften og samtidig er udviklingsorienteret
  • har skarpe formidlings- og kommunikationsevner, der er målrettet forskellige typer af modtagere.

Som AC-vejleder dækker man 1-2 vejledningsvagter ugentlig, som både kan være på vores campus i Ballerup og Lyngby. Derudover deltager man i mere komplicerede samtaler f.eks. med SPS-studerende og studerende med komplekse studieforløb. 

Mulighed for en alsidig AC-vejlederstilling 
Vi er et team bestående af en teamleder og 4 AC'ere, der dækker en bred opgaveportefølje. Du får derfor mulighed for at sætte dine personlige kompetencer i spil i forskellige sammenhænge i organisationen. Du skal have lyst til varetage opgaver som bl.a. at;

  • være en ud af tre kontaktpersoner for vores SPS-studerende, der har behov for en særlig vejledningsindsats
  • planlægge og gennemføre målrettede vejledningsindsatser f.eks. for forsinkede studerende
  • bidrage til udvikling af nye kommunikations- og vejledningsløsninger med udgangspunkt i de studerendes behov
  • indgå i løbende udviklingsopgaver på tværs i organisationen og udvikle proaktive tiltag, der understøtter de studerendes studietrivsel og gennemførsel.

Du kommer til at arbejde tæt sammen med kollegaerne i teamet og afdelingen, men også på tværs af DTU med bl.a. undervisere og studieledere. DTU har som internationalt universitet mange udenlandske studerende, hvorfor du arbejder på både dansk og engelsk. 

En erfaren studievejleder, der formår at arbejde selvstændigt
Vi søger en erfaren kollega, der brænder for det at være studievejleder og som går på arbejde for at skabe mærkbare resultater for de studerende.  En kollega, der trives med at planlægge og håndtere egne opgaver – i et miljø med mange sideløbende projekter og opgaver, hvor samarbejde, fleksibilitet, og videndeling er vigtige nøgleord. Derudover rummer dit CV:

  • En uddannelse på kandidatniveau
  • Erfaring med vejledning af studerende på videregående uddannelser, gerne på et universitet
  • Dansk og engelsk på højt niveau – mundtligt og skriftligt
  • En vejlederuddannelse, f.eks. AEU’s grundmodul eller tilsvarende - dette er ikke et krav, men en fordel.

Studievejledningen – dit nye team
Du bliver en del af et velfungerende team, som består af en teamleder, 4 AC-studievejledere og ca. 12 studenterstudievejledere, som du på sigt også bliver sparringspartner for og kollega med. Teamets værdier er troværdighed, høj faglighed, rummelighed og humor samt vilje til at arbejde på tværs, arbejde sammen og være nysgerrige på andres perspektiver. 

Vi har en arbejdskultur, hvor vi hjælper og er til rådighed for hinanden - et teamwork hvor vi værdsætter hinandens forskelligheder på en måde, hvor alle præsterer deres bedste. Selvom vi skal dække arbejdsopgaver på to campusser og derfor ikke altid sidder fysisk sammen, så er vi dagligt i tæt dialog og der altid plads til sparring eller hjælp at hente hos dine kollegaer.  

Vi er en del af Kontoret for Vejledning & Optagelse, der i dag består af 16 fastansatte medarbejdere og ca. 20 studentermedhjælpere/-studievejledere. 

Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår forhandles i overensstemmelse med AC-overenskomsten. Stillingen har tiltrædelse 1. januar 2024 og arbejdstiden er 37 timer om ugen.

Studievejledning dækker både DTU’s hovedcampus i Lyngby og campus i Ballerup, du vil derfor skulle arbejde begge steder, dog med primær arbejdsplads i Lyngby. 

På DTU arbejder vi med fleksibel tilrettelæggelse af arbejdet, det vil derfor være muligt at have en hjemmearbejdsdag i den udstrækning din oplæring og arbejdsopgaverne tillader det. 

Ansøgning og kontakt
Send venligst din ansøgning senest onsdag den 1. november 2023 . Åbn linket ”Ansøg nu”, udfyld ansøgningsformularen og vedhæft ansøgning, CV og eksamensbeviser.

Vi forventer at holde førstesamtaler tirsdag den 7. november og onsdag den 8. november.

Efterfølgende vil der blive gennemført personprofiltest med de kandidater, der går videre til anden samtale, som afholdes den 14. november. Ansættelsesforløbet forventes afsluttet ultimo november. 

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte teamleder Heidi Berggren Brøndal Pedersen på 4525 1078 eller heibe@adm.dtu.dk .

Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb tages ikke i betragtning.

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen.

Teknologi for mennesker
DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar mission om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den mission lever den dag i dag. DTU har 13.500 studerende og 6.000 ansatte. Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over. 

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Lyngby-Taarbæk Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Danmarks Tekniske Universitet, Anker Engelunds Vej, 2800 Kongens Lyngby

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 01-11-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5924886

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet