BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du lyst til at arbejde med forskning og forskningsbaseret rådgivning? Og kunne du tænke dig at indgå i vores engagerede studenterteam, hvor dine faglige kompetencer fra studiet anvendes i praksis til samfundsrelevante problemstillinger?
Transport Divisionen på DTU Management søger deltidsmedarbejdere (gerne studerende), som kan bidrage til vedligeholdelse af data og modeller samt udarbejdelse af statistiske, økonomiske og økonometriske analyser inden for transportområdet.
Transport Divisionen på DTU Management – Institut for Teknologi, Ledelse og Økonomi arbejder med forskning og forskningsbaseret rådgivning, som hjælper til at forbedre beslutningsgrundlaget for transportpolitik og infrastrukturbeslutninger. Målet er at understøtte den grønne omstilling, samtidig med at samfundet sikres en god og sikker mobilitet. Transport Divisionen fokuserer på forskning og rådgivning inden for transportøkonomi, transportmodeller, machine learning og trafiksikkerhed.
Vi har blandt ansvaret for at vedligeholde de transportøkonomiske enhedspriser og TERESA, som benyttes til udførelse af samfundsøkonomiske analyser på transportområdet. Transport divisionen er ligeledes vært for den løbende Transportvaneundersøgelse, som beskriver den danske befolknings transportvaner. Vi har derudover en lang række projekter, der indsamler nye data og udvikler modeller baseret herpå; heriblandt et stort eksperiment med vejafgifter ”Forsøg med vejafgifter for personbiler”.
Jobbet
Vi lægger vægt på at inddrage vores deltidsmedarbejdere i alle dele af vores arbejde. Du vil derfor både skulle arbejde selvstændigt og i samarbejde med Instituttets forskere særligt inden for adfærdsøkonomi og samfundsøkonomi.
Dine opgaver kan blandt andet være:
- Assistance med vores store eksperiment med Vejafgifter
- Assistance med vedligehold af de Transportøkonomiske Enhedspriser
- Assistance med vedligehold af regnearksmodellen TERESA
- Udarbejdelse af statistiske og (mikro)økonometriske analyser
- Assistance i forbindelse med brug af registerdata og naturlige eksperimenter baseret herpå
samt
- Databehandling og kvalitetskontrol af data i Transportvaneundersøgelsen
- Medvirken til udarbejdelse af analyser på Transportvaneundersøgelsen
- Assistance i forbindelse med udarbejdelse af spørgeskemaundersøgelser og interviewundersøgelser
Vores forventninger til dig
Vi forventer, at du:
- Har en stærk faglig profil inden for økonomi og har flair for matematik og statistik, f.eks. fra studier i økonomi, datalogi-økonomi, matematik-økonomi, eller lignende
- Har en god talforståelse, er analytisk skarp og har gode formuleringsevner
- Har erfaring med software til statistiske analyser, makroprogrammering, samt gerne arbejde med databaser og Geografiske Informationssystemer. Du vil modtage den nødvendige oplæring i specifikke værktøjer
- Er ansvarsbevidst og trives med at arbejde såvel individuelt som sammen med andre.
Vi forestiller vi os, at du kan være i gang med en relevant bachelor- eller kandidatuddannelse.
Hvad tilbyder vi dig
På DTU bliver du en del af en af Europas førende forsknings- og uddannelsesinstitutioner. Du kommer ind i en organisation, der har til formål at udvikle viden på internationalt niveau. Du kan se frem til at få en udfordrende og udviklende arbejdsplads med høj faglighed. Vi sørger selvfølgelig for, at du samtidig får den nødvendige sparring og kompetenceudvikling.
Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til OAO-S-fællesoverenskomsten og organisationsaftale for kontorfunktionærer m.fl. (HK/Stat) eller overenskomst for akademikere i staten.
Arbejdstiden vil være ca. 10-15 timer om ugen efter aftale. Der er mulighed for fleksibilitet i forbindelse med dine ferier, eksamensperioder og større opgaver.
Arbejdssted er på DTUs campus i Lyngby.
Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 11. december 2023.
Åbn linket "Ansøg nu", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser.
Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte vicedivisionsleder Ninette Pilegaard på 4525 6554 eller mail nipi@dtu.dk
.
Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb tages ikke i betragtning.
Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen.
DTU Management
DTU Management forsker i samspillet mellem ledelse, teknologi og økonomi. Vi udvikler løsninger i tæt samarbejde med virksomheder og myndigheder. Vores forskning har til formål at styrke velfærd, produktivitet og bæredygtighed i samfundet. Et nøgleelement er teknologiens rolle og dens interaktion med erhverv og mennesker. Instituttet er delt op i fire divisioner: Technology & Business Studies, Management Science, Climate & Energy Policy og Transportation Science. På uddannelsesområdet bidrager DTU Management til en lang række af DTUs ingeniøruddannelser på bachelor-, kandidat- og ph.d.-niveau. Vi tilbyder et internationalt miljø med ca. 200 ansatte, hvor omkring halvdelen er fra udlandet.
Teknologi for mennesker
DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar mission om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den mission lever den dag i dag. DTU har 13.500 studerende og 6.000 ansatte. Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Lyngby-Taarbæk Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Danmarks Tekniske Universitet, Anker Engelunds Vej, 2800 Kongens Lyngby
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 11-12-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5948672