Kan du få DTU’s forskning til at leve på Instagram?
Vi vil gerne fortælle endnu mere om DTU’s forskning på vores Instagram-profil, hvor næsten 30.000 følger med i universitetslivet, studenterprojekterne og studiemiljøet på universitetet.
Vi søger derfor en visuelt stærk kollega, der kan formidle forskning og resultater og sætte spot på DTU’s arbejde med at løse nogle af de store udfordringer, planeten står over for: klima, energi, sundhed m.v.
Historierne skal vise DTU som universitetet, der omsætter forskning til løsninger til gavn for samfundet og for verden. DTU er kåret som EU’s bedste tekniske universitet to år i træk.
Indsigt i Instagram og kanalens målgruppe
Vi søger derfor en specialist, der har dokumenteret erfaring med visuel, digital kommunikation.
Du skal derfor kunne:
- dokumentere hands-on-erfaring med visuel formidling på sociale medier – primært Instagram. Og gerne med links til eksempler, som du er særlig stolt af
- arbejde ud fra, at du og dit produkt er et lille tandhjul i en stor maskine, hvor gode samarbejdsevner og strategisk forståelse for de gode historier er afgørende
- arbejde inden for rammerne af DTU’s stærke visuelle identitet, samtidig med at du videreudvikler den, så den fungerer på de sociale mediers præmisser
- arbejde hurtigt, når historien kræver det, og kunne gå i dybden med længere produktionstid, når det er det, historien kræver.
Du bliver en del af et stærkt kommunikationsfagligt miljø med SoMe-managere, videojournalister, grafikere, journalister, pressefolk og kommunikationsmedarbejdere, som indsamler og bearbejder gode historier.
Hvordan din faglighed præcist passer ind i denne mangfoldighed af dygtige kolleger, er ikke mejslet i sten. Det er derfor vigtigt, at du i din ansøgning gør det tydeligt for os, hvor netop din force ligger, og hvad der gør, at du kan løse de kommunikationsopgaver, vi gerne vil løfte os på.
Hvad tilbyder vi dig?
Du bliver en del af DTU’s kommunikationsafdeling, som har ansvaret for universitetets strategiske interne og eksterne kommunikation, DTU’s designlinje, hjemmeside og intranet. Vi har derudover ansvaret for DTU’s profilmagasin, Dynamo, samt informationsaktiviteter rettet mod nuværende og potentielle studerende.
I DTU's kommunikationsafdeling beviser vi hver dag, at et ambitiøst arbejdsliv og et travlt privatliv godt kan kombineres.
Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomsten for akademikere i staten, overenskomst for Journalister i statens tjeneste eller OAO-S-fællesoverenskomsten og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK/Stat).
Stillingen er på 37 timer om ugen og ønskes besat pr. 1. august 2026 eller snarest muligt herefter. Dit arbejdssted bliver primært på DTU's campus i Lyngby, men der kan også være arbejdsdage på DTU's andre lokaliteter, f.eks. Risø Campus og Ballerup Campus.
Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din onlineansøgning senest den 26. maj 2026
. Åbn linket "Ansøg nu", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter en motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser.
Vil du vide mere om jobbet, så kontakt kontorchef Louise Simonsen på 28 14 36 24.
Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb tages ikke i betragtning.
Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen. Da DTU arbejder med forskning i kritisk teknologi, hvormed der gælder særlige regler for blandt andet sikkerhed og eksportkontrol, kan der blive foretaget open source-baggrundstjek af kvalificerede kandidater til stillingen.
DTU – Til gavn for samfundet siden 1829
DTU er et af Europas førende tekniske eliteuniversiteter. Med forskning og uddannelser i international topklasse skaber vi løsninger på tidens store samfundsmæssige udfordringer og bidrager til at sikre Europas globale førerposition inden for bæredygtig teknologiudvikling. Siden H.C. Ørsted grundlagde DTU for snart 200 år siden, har vores mission været den samme: Vi udvikler og nyttiggør naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. DTU har 13.800 studerende, 1.600 ph.d.-studerende og 6.500 ansatte. Vi arbejder i et internationalt miljø og har en inkluderende, udviklende og uformel arbejdskultur. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Lyngby-Taarbæk Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Danmarks Tekniske Universitet, Anker Engelunds Vej, 2800 Lyngby-Taarbæk
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 26-05-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/581c24d7-7eea-4b25-a6fb-3af880a70cb3