Bliv studentermedhjælper ved DTU's uddannelsesafdeling og få erfaring med uddannelsesadministration

dato

Har du lyst til at blive en del af uddannelsesafdelingen på et af Europas førende tekniske universiteter? Er du grundig og struktureret med flair for IT-systemer? Og trives du med en bred samarbejdsflade kombineret med arbejde på egen hånd? Så har du chancen for at blive studentermedhjælper i Afdelingen for Uddannelse og Studerende (AUS).

Om jobbet
DTU har en ambition om at udbyde Europas bedste ingeniøruddannelser. Som studentermedhjælper kommer du til at bidrage til ambitionen ved at være med til at understøtte DTU’s uddannelser. Du får samtidig erfaring med at arbejde med uddannelse og administration i en stor og kompleks organisation.

Du vil have en understøttende rolle, hvor du hjælper flere kolleger i Kontoret for Studie- og Kvalitetsudvikling. Opgaverne får du løbende indsigt i af den enkelte kollega, hvorefter du vil arbejde meget selvstændigt, men altid med mulighed for sparring og hjælp. Mange opgaver har en høj detaljeringsgrad, hvor det er afgørende at gå struktureret til opgaveløsningen.

Jobbet spænder bredt, og du skal være klar til både at hjælpe med det praktiske og løse mere komplekse opgaver. Du vil løse dine opgaver i en række forskellige IT-systemer, som du bliver lært op i via kurser og sidemandsoplæring. Det omfatter systemer til hjemmesideredigering, administration af honours-studerende og opdatering af studieordninger.

Arbejdsopgaver
Du får en bred opgaveportefølje, der omfatter at

  • administrere honours-studerende på DTU’s kandidatuddannelse, herunder opdatere data og koordinere med studieledere
  • understøtte DTU’s Blue Dot-projekter, herunder udarbejde diplomer, koordinere besøg af uddannelsesdekanen og gennemgå ansøgninger om projektmidler
  • opdatere og redigere DTU’s studieordninger
  • opdatere uddannelseshjemmesider
  • hjælpe med mødeforberedelse, herunder udarbejde bordkort og bestille forplejning
  • gennemføre mindre analyser og sammenfatte data

Dine kompetencer
Vi forventer, at du
  • let kan sætte dig ind i nye systemer og har flair for data
  • er servicemindet og trives i at understøtte kollegers arbejde
  • er grundig og har blik for detaljer
  • hurtigt kan sætte dig ind i nye opgaver, samtidig med at du ikke er bleg for at lave rutinearbejde
  • kan arbejde selvstændigt, men også siger til, når du er i tvivl
  • er god til at planlægge og strukturere din opgaveløsning, samtidig med at du kan håndtere uforudsete opgaver

Hvem er vi?
Du ansættes i teamet Uddannelsessekretariatet, som er en del af kontoret for Studie- og Kvalitetsudvikling. Teamet løser opgaver inden for ledelsesbetjening, uddannelseskoordination og -udvikling samt understøttelse af interne processer i afdelingen. Kontoret består derudover af et team, der arbejder med læring og uddannelseskvalitet, og et team, der arbejder med udviklingen af nye erhvervskandidatuddannelser.

Du kan se frem til en dynamisk arbejdsplads, hvor vi vægter samarbejde højt og tror på, at det styrker kvaliteten i opgaveløsningen. Samtidig værdsætter vi en arbejdsplads, hvor det er sjovt at være, og hvor vi sammen skaber en inspirerende hverdag.

Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til OAO-S-fællesoverenskomsten og organisationsaftale for kontorfunktionærer m.fl. (HK/Stat).

Stillingen ønskes besat per 1. oktober 2026 eller snarest muligt. Ansættelsen løber, så længe du er aktiv studerende.

Stillingen har et omfang på i gennemsnit 10 timer om ugen. Vi afstemmer løbende arbejdstid, så du kan arbejde mere, når det passer dig og fx arbejde mindre i eksamenstiden.

Arbejdssted er Afdelingen for Uddannelse og Studerende, DTU Lyngby Campus.

Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 6. september 2026.

Åbn linket "Ansøg nu", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser. Vi forventer at holde samtaler i uge 37.

Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte Sofie Riber Rasmussen på 93 51 03 56.

Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb tages ikke i betragtning.

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen. Da DTU arbejder med forskning i kritisk teknologi, hvormed der gælder særlige regler for blandt andet sikkerhed og eksportkontrol, kan der blive foretage open source-baggrundstjek af kvalificerede kandidater til stillingen.

Lidt om Afdelingen
Afdelingen for Uddannelse og Studerende (AUS) er DTU’s centrale studieadministrative enhed. Afdelingen er organiseret i seks kontorer og består af ca. 90 medarbejdere, der arbejder med optagelse, vejledning, eksamenshåndtering, studentermobilitet og meget mere.

Læs mere om AUS på: http://www.dtu.dk/om-dtu/organisation/administration/aus

DTU – Til gavn for samfundet siden 1829
DTU er et af Europas førende tekniske eliteuniversiteter. Med forskning og uddannelser i international topklasse skaber vi løsninger på tidens store samfundsmæssige udfordringer og bidrager til at sikre Europas globale førerposition inden for bæredygtig teknologiudvikling. Siden H.C. Ørsted grundlagde DTU for snart 200 år siden, har vores mission været den samme: Vi udvikler og nyttiggør naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. DTU har 13.800 studerende, 1.600 ph.d.-studerende og 6.500 ansatte. Vi arbejder i et internationalt miljø og har en inkluderende, udviklende og uformel arbejdskultur. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.

 

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Lyngby-Taarbæk Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

DTU Afdelingen for Uddannelse og Studerende, Anker Engelunds Vej, 2800 Kgs. Lyngby

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 06-09-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/293a8165-0b8d-4a69-a537-32fab856f859

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet
Mest læste artikler